Nissans direktør Makoto Uchida er ikke i tvivl om, at bilmærket går konkurs, hvis der ikke findes en redningsplan efter et forventet underskud på 3,8 milliarder kroner.
Nissans administrerende direktør advarer om, at bilmærket står over for konkurs, hvis der ikke findes en redningsplan. Bilmærket står midt i en mildest talt sørgelig økonomi og har svært ved at konkurrere alene.
– Under de nuværende omstændigheder er det svært at følge med konkurrenterne udelukkende som Nissan, siger Makoto Uchida ifølge Nikkei Business.
Nissan har gennem en længere periode forsøgt at finde en partner, der kan give økonomisk ro på bagsmækken .
Tidligere forhandlinger om en fusion med Honda brød sammen i februar, hvilket lagde yderligere pres på Nissan-ledelsen.
Ifølge rapporter fra Japan overvejer Nissan nu alligevel investeringer fra Honda, men også samarbejde med Mitsubishi eller den taiwanske teknologivirksomhed Foxconn er på tale.
Konkurs kan udløse massive tab hos Nissan og i Japan
En mulig aftale med Honda kan dog betyde et ledelsesskifte, hvor Uchida må forlade sin post. Nyhedsbureauet skriver i denne uge, at bestyrelsen helt åbenlyst overvejer at sparke Uchida ud.
Den økonomisk pressede situation hos Nissan er da også kun blevet forværret det seneste stykke tid.
Japanerne havde oprindeligt forudset et overskud på 2,5 milliarder dollars for regnskabsåret, der sluttede i marts.
Men nu forventer folkene i regnskabsafdelingen, at hele 536 millioner dollar går tabt. Det svarer til et minus på 3,8 milliarder kroner.
For at lappe på økonomien har Nissan allerede besluttet sig for, at 9.000 faste stillinger skal skæres fra. Samtidig skæres der ned på fabrikker i USA.
I England, hvor mærket bl.a. bygger SUV’en Qashqai, er der allerede lukket ned for halvdelen af mærkets fabrik i Sunderland.
Alt håb er dog ikke slukket for japanerne. Foxconn, der bygger iPhones for Apple, overvejer ifølge endnu ubekræftede rygter at købe Renault ud af den fælles alliance, bilmærkerne lige nu udgør.
Det samme skulle Honda have insisteret på, før forhandlingerne med Nissan brød sammen. Samtidig skal japanske myndigheder have lagt pres på Honda for at sikre, at Nissan forbliver på japanske hænder og undgår en udenlandsk overtagelse.
Efter at planerne om et fælles holdingselskab med Honda ikke blev til noget, er Nissan tvunget til at finde en ny løsning hurtigt. Allerede sidste år sagde Nissan-toppen, at man står til at løbe tør for penge inden for et års tid.
Læs flere artikler efter annoncerne: