Nissan forventer at have et tab på 26 milliarder kroner i 2025 efter et år præget af faldende salg og kæmpe sparerunder.
Nissan forventer at have et underskud på 26 milliarder kroner i 2025.
Ifølge Wall Street Journal svarer det enorme tab til omkring 4,2 milliarder dollars eller 3,5 milliarder euro.
Omsætningen er faldet med 5,1 procent, hvilket har tvunget ledelsen til at iværksætte en brutal redningsplan, hvis der overhovedet skal være noget Nissan fremover.
Den danske importør har omvendt fortalt Boosted, at man går fri af de ellers globale spareplaner.
Selvom tallene er rystende, er der et lille lyspunkt i mørket.
Analytikere havde frygtet et endnu større hul i kassen i sidste kvartal af 2025. Her landede tabet på cirka 1,1 milliard kroner, hvilket var bedre end de værste forventninger.
Den nye administrerende direktør Ivan Espinosa har dog næppe noget af smile af, da mærket stadig lever ‘i en yderst kritisk tilstand’.
Krisen har allerede fået mærkbare konsekvenser for de ansatte på verdensplan. Nissan har besluttet at lukke syv af deres 17 fabrikker.
Et træk der fjerner 20.000 arbejdspladser alene hos Nissan. Tabet af stillinger hos underleverandører er ikke gjort op.
Men fyringerne er en del af en større strategi, der skal gøre Nissans produktion uden for Kina 30 procent mindre.
En stor del af modvinden kommer fra det amerikanske marked, hvor en importafgift på 15 procent har ramt japanerne hårdt.
Nissan eksporterer traditionelt mange biler til USA, og de ekstra omkostninger har ædt en stor bid af overskuddet.
Forventningerne til det kommende år er også blevet nedjusteret markant. Nissan regner nu kun med at sælge 3,2 millioner biler på verdensplan, hvilket er en halv million færre end forventet i første omgang.
Af det samlede salg forventes 700.000 biler at blive solgt i Kina, mens de resterende 2,5 millioner skal fordeles på resten af verden.


