Nissan slår nu alarm, fordi Kina har forbudt salget af de vigtige mikrochips fra produktionen på en fabrik i Holland. Volkswagen og Mercedes er også ramt.
En ny og altødelæggende mikrochip-krise truer med at lamme den globale bilindustri.
Et kinesisk eksportforbud mod vitale chips fra leverandøren Nexperia har sendt chokbølger gennem hele bilindustrien.. Nu råber Nissan op.
Krisen rammer ikke bare Nissan men giganter som Volkswagen, Mercedes-Benz og ligeledes japanske Honda.
Ifølge bilmærkerne kan situationen hos Nexperia lamme hele bilindustrien. Det er på mange måder en gentagelse af det mareridt, bilindustrien oplevede under coronapandemien.
Den nye krise er udløst af en intens, politisk handelskonflikt mellem Kina på den ene side og USA/ Europa på den anden.
Konflikten eskalerede i september. Her overtog den hollandske regering kontrollen med den hollandsk-baserede chip-producent Nexperia.
Det skete efter et massivt pres fra den amerikanske Trump-administration.
USA frygter, at følsom teknologi fra Nexperia vil blive overdraget til firmaets kinesiske moderselskab, Wingtech, som USA anser for at være en sikkerhedsrisiko.
Kinas svar kom prompte: Et totalt forbud mod al eksport af Nexperias produkter. Altså de altafgørende mikrochips.
Nissan løber tør for chips om få dage
Konsekvenserne for bilproducenterne er øjeblikkelige og katastrofale.
Nissan er et af de mærker der er hårdest ramt.
– Det er ikke et lille problem. Det er et stort problem, siger Nissans topchef, Guillaume Cartier, ifølge Automotive News Europe.
Han bekræfter, at Nissan forventer at løbe tør for de vitale chips i løbet af den første uge af november.
Hos Volkswagen er situationen lige så kritisk.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er Volkswagen allerede nu tvunget til at stoppe produktionen af den populære Golf-model på grund af den nye chipmangel.
Koncernen har nedsat en særlig krisegruppe for at håndtere situationen.
Honda har ligeledes bremset produktionen på sine fabrikker i Nordamerika. På nogle fabrikker er al produktion sat helt på pause.
Mercedes-chef: “Dette er en helt anden situation”
Også Mercedes-Benz er berørt af eksportstoppet.
Mærkets topchef, Ola Källenius, har måttet forsvare, hvorfor firmaet ikke var bedre forberedt efter den sidste chip-krise.
– Det er en helt anden situation, siger han.
– Sidste gang lærte vi, at der vil være problemer, hvis man kun har én leverandør. Men her er flaskehalsen politisk, primært mellem USA og Kina, med Europa klemt inde i midten.
Källenius fastslår, at løsningen derfor også skal være politisk.
Rammer simple, men afgørende funktioner
Problemet forværres af, at de chips, Nexperia producerer, ikke er de mest avancerede computerchips.
Det er derimod mere simple, men absolut afgørende, halvledere.
De bruges til helt basale funktioner i bilen, såsom styring af lys, blinklys, startknapper og servostyring.
Netop fordi chipsene er så simple og integrerede i mange forskellige systemer, er de ekstremt svære at erstatte hurtigt.
Komponenterne sidder ofte i sikkerhedscertificerede systemer. Her skal hver enkelt del testes og godkendes individuelt, før den må bruges. Det kan tage måneder eller år.
En branche i alarmberedskab
Bilproducenterne kæmper nu en desperat kamp for at finde alternative leverandører. Men markedet er støvsuget.
– Virksomheder vil forsøge at forhandle med Kina. Myndighederne vil gøre det samme, især de amerikanske,” siger analytiker Klaus Schmitz hos Arthur D. Little til Reuters.
– Situationen er sandsynligvis kritisk, advarer han.
Den nye krise rammer en europæisk bilindustri, der i forvejen er i hårdt presset.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har en ny analyse forudset, at Europas bilmærker risikerer at tabe salget af op mod to millioner biler til Kina inden 2030. Den nye chip-krig kan accelerere den nedtur.
Tilbage hos Nissan er situationen yderst alamerende. Bilmærket er på trods af økonomiske vanskeligheder den største arbejdsgiver i Englands bilindustri.
Det kan derfor få fatale konsekvenser, hvis produktionen må stoppes på grund af pres fra Kina.


