For at undgå milliarder i EU-bøder køber Nissan nu CO2-kvoter af den kinesiske rival BYD. Kun 6,5 procent af Nissans salg er elbiler.
Den japanske bilgigant Nissan er nu tvunget til at købe CO2-kvoter af sin kinesiske konkurrent, BYD, for at undgå at blive ramt af massive EU-bøder.
Aftalen er et forsøg på at kompensere for Nissans – i hvert fald på papiret – alt for lave salg af elbiler i Europa.
Det skriver Automotive News.
Situationen understreger den enorme udfordring, som mange bilmærker – ikke kun Nissan – står over for i mødet med EU’s stadigt skrappere krav til bilers udledning.
EU’s regler kræver, at en bilproducents samlede flåde af solgte biler i gennemsnit ikke må udlede mere end 93,6 gram CO2 pr. kilometer.
Hvis gennemsnittet overskrides, udløser det en bøde på 95 euro pr. gram pr. solgt bil.
Kun 6,5 procent elbiler
For Nissan er det mål i øjeblikket umuligt at nå på egen hånd.
Ifølge Automotive News udgør rene elbiler i øjeblikket kun 6,5 procent af Nissans samlede produktion og salg.
Resten er benzinbiler og hybrider, som trækker det samlede CO2-gennemsnit langt over den tilladte grænse.
For at undgå en potentiel milliardbøde har Nissan derfor indgået en såkaldt “pooling”-aftale med den kinesiske bilproducent GAC.
GAC producerer primært elbiler og har derfor et stort “overskud” af CO2-kvoter, som de kan sælge til andre producenter.
Tesla tjener milliarder på kvotesalg
Systemet med handel af CO2-kvoter er blevet en lukrativ forretning for rene elbilproducenter som Tesla.
Alene i år anslås det, at Tesla kan tjene over 10 milliarder norske kroner (ca. 6,5 mia. danske kroner, red.) på at sælge kvoter til konkurrenter, der ikke selv kan leve op til kravene.
Tesla har i øjeblikket aftaler med blandt andre Toyota, Ford, Mazda og Subaru. Men disse penge står, som Boosted også kunne fortælle, i hvert fald i USA til at forsvinde.
Nissan har tidligere været en del af en lignende aftale sammen med sine alliancepartnere Renault og Mitsubishi.
Men efter at den aftale reelt er brudt sammen, står Nissan nu alene. Japanerne er derfor tvunget til at søge hjælp hos en kinesisk rival.
Håb forude i 2026
Der er dog håb forude for Nissan.
En helt ny generation af den populære elbil Leaf er netop nu på vej ud til forhandlerne.
Samtidig forventes både Micra og Juke at blive lanceret som rene elbiler i løbet af 2026.
Dermed vil Nissan have fire elektriske modeller i programmet, hvilket vil forbedre deres CO2-regnskab markant.
Indtil da er japanerne dog afhængige af hjælp udefra for at undgå de store bøder.
De alvorlige lommesmerter hos Nissan er ikke en nyhed i sig selv. Som Boosted for nylig kunne fortælle, er mærket har kastet sig selv ud i en gigantisk spareplan.
Her skal der findes besparelser for 12 milliarder kroner gennem 4.000 forskellige initiativer efter et tab på mere end 30 milliarder kroner i 2024.

