Volkswagens datterselskab Cariad, der udvikler softwaren til koncernens biler, fyrer omgående 1.600 ansatte. Det svarer til godt hver tredje ansatte.
Volkswagens datterselskab Cariad, der udvikler koncernens software, planlægger at nedlægge næsten en tredjedel af sine arbejdspladser inden årets udgang. Helt konkret skal 1.600 ansatte fyres.
Det bekræfter en VW-talsmand over for nyhedsbureauet DPA.
Volkswagen siger samtidig, at man vil gennemføre nedskæringerne på en ‘socialt acceptabel måde’. Nemlig gennem tidlige pensioneringer og/eller andre fratrædelsesordninger.
Sådan skal det foregå indtil 2029, fordi en kollektiv aftale med de tyske fagforeninger forbyder Volkswagen at fyre folk på grund af generelle nedskæringer.
Ifølge de tyske medier har Volkswagens ansatte i Wolfsburg, Berlin og Ingolstadt allerede fået besked om, at mange af dem er uønskede.
De 1.600 fyringer er afslutning på sparerunden, lover VW
Målet er ifølge VW-ledelsen at opnå besparelser ved at ‘integrere Cariad bedre i den generelle VW-koncern’.
På den anden side siger en Cariad-talsmand, at de software-udviklere, som “er essentielle for VW Group”, er fritaget for nedskæringerne. Hvor mange der på den måde går fri af fyringsrunden, er dog ikke oplyst.
Med fyringer mener Volkswagen dog, at den omstrukturering af koncernen, som administrerende direktør Oliver Blume satte i gang tilbage i 2023, er afsluttet.
– I tæt samarbejde med mærkerne har vi forbedret kvaliteten af softwaren og øget vores leveringsevne, lyder det fra bilgiganten.
Volkswagen kan næppe hævde, at Cariad har været nogen succes. Tværtimod har tyskernes egen software fået så meget kritik, at man er gået til konkurrenterne for at få hjælp.
Sidste år kom det frem, at VW betaler amerikanske Rivian 45 milliarder danske kroner for at udvikle softwaren til den næste Golf. I forbindelse med præsentationen af den elektriske bybil ID.1 er det også blevet gjort klart, at Rivian skal udvikle størstedelen af teknikken.
ID.1, der lige nu præsenteres som konceptet ID.Every1, forventes at lande i Danmark i løbet af 2027. Og det til en pris på 150.000 kroner.
Læs flere artikler efter annoncerne: