Den øverste leder hos BMW hedder Oliver Zipse. Tyskeren, der nægter at droppe benzin- og dieselbilen, kan desuden kalde sig ‘årets direktør 2025’.
BMW Groups administrerende direktør, Oliver Zipse, er blevet udnævnt til “Årets administrerende direktør 2025” af branchemediet Automobilwoche.
Zipse hædres ifølge mediet for sit “iværksættermod” til at holde fast i benzinmotoren og satse på “teknologisk åbenhed” i drivlinjer.
Prisen er et direkte opgør med den “EV-only” strategi, som mange af Zipses konkurrenter har forsøgt at følge.
Crain Communications, der udgiver Automobilwoche, begrunder prisen med Zipses evne til at navigere i et usikkert marked.
Han har med sin strategi genkendt “tidens tegn og implementerede dem konsekvent og med iværksætter-mod, lyder det.
Prisuddelingen finder sted den 19. november i Berlin.
Går imod strømmen: Benzinmotoren overlever
Oliver Zipse har, modsat mange af sine kolleger i branchen, konsekvent nægtet at sætte en slutdato for udviklingen og produktionen af biler med forbrændingsmotorer.
Den 61-årige topchef har gentagne gange kaldt EU’s forbud mod forbrændingsmotoren for en “stor fejl”.
– Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at fastsætte vilkårlige fremtidige datoer, som alle brancher skal tilpasse sig, lød det tidligere på året i en kommentar til Reuters.
Absurd: Brændstofproducenter har ingen CO2-mål
Zipses argumentation går ud på, at et ensidigt fokus på bilernes udstødning er en fejl.
Han mener, at politikerene ignorerer de store CO2-udledninger fra hele værdikæden. Det gælder blandt andet produktionen af batterier og den strøm, som elbilerne kører på.
Han kritiserer, at brændstofproducenterne slipper for CO2-mål.
– Det absurde ved de nuværende regler er, at brændstofproducenter som Shell og BP ikke har nogen mål, sagde Oliver Zipse så sent som i september.
BMW-chefen mener, at der også efter 2035 skal være plads til biler, der kan køre på syntetiske brændstoffer. Men som det er nu, ser det småt ud med mulighederne for det såkaldte e-fuel.
For det kræver, at brændstofindustrien engagerer sig og udvikler de alternativer. Lige nu er der kun en håndfuld – herunder bilmærker som Porsche – der overhovedet kaster penge i projektet.
BMW’s dobbelt-strategi virker
BMW har med Zipses ledelse forfulgt en strategi om “teknologisk åbenhed”.
Den strategi har givet BMW succes, mens konkurrenter har kæmpet.
Mærket har sat rekord i salget af elbiler. Men samtidig har BMW aldrig før solgt så mange biler med V8-motorer som nu.
BMW har også bekræftet, at koncernen vil fortsætte med at udvikle V8-motorer, så både den og mærkets rækkeseks-motor overholde alle fremtidige emissionskrav.
Den kommende “Neue Klasse”-platform er desuden designet til at understøtte både rene elbiler og elektrificerede forbrændingsmotorer.
Oliver Zipse er ikke den eneste, der kritiserer EU’s politik over for bilindustrien.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har en tysk miljøaktivist- og politiker, Cem Özdemir, også kaldt 2035-forbuddet for “simpel matematik, der ikke vil virke”.
Han mener, at overgangen skal ske i et mere realistisk tempo. Zipses pris viser, at den holdning vinder terræn i toppen af bilindustrien.

