Myndigheder knuste bedstemors Camry – den holdt lovligt parkeret


Selvom bilen holdt lovligt parkeret, og afgiften var betalt, har australske myndigheder knust en bedstemors Toyota Camry. 

En sag om en knust Toyota Camry har rejst en massiv kritik af myndighederne i Australien.

Og nu indrømmer myndigheden, at man måske har handlet forhastet, da kvinden, Wendy Tucker, fik beslaglagt og knust sin bil, som ellers stod lovligt parkeret i nærheden af datterens hus.

Ifølge Dailymail har Wendy Tucker selv forklaret, at hun parkerede bilen, lige før Australien gik ind i en otte uger lang lockdown i forbindelse med coronapandemiens hærgen.



I de otte uger rørte Tucker ikke ved bilen. Det gjorde myndighederne til gengæld. Faktisk blev bilen både beslaglagt og senere knust. Og det uden at ejeren fik besked. Det er i hvert fald sådan Wendy Tucker udlægger sagen.

Brev kom for sent
Hvad der gør det hele mere underligt er, at bilen både var parkeret lovligt og indregisteret efter reglerne. Afgiftsbetalingen dækker nemlig helt frem til november måned 2021.

Men det var først, da Wendy Tuckers svigersøn gjorde hende opmærksom på, at bilen ikke stod, hvor den plejede, at hun blev mistænksom.

LÆS OGSÅ: Dømt svindler sagsøger politiet: “De knuste min Ferrari”

Først da hun ringede til politiet for at melde bilen stjålet, gik sandheden op for hende. Først to dage efter det fik Wendy Tucker et brev om, at hendes Toyota var blevet beslaglagt, og at den ville blive knust, hvis hun ikke hentede den.

Men der var det altså for sent.

Myndigheder: Vi advarede om det
Selv siger den ansvarlige myndighed, at både før og inden beslaglæggelsen, som skete tilbage i august, advarede ejeren. Blandt andet ved at sætte en advarende seddel på bilen.

At en bil står ‘forladt i længere tid’ er i Australien nemlig også grund nok til en beslaglæggelse.

Efter kritikken fortæller myndighederne dog, at man har talt med Wendy Tucker, for – som det hedder – at finde ‘en rimelig løsning’ på sagen.

 



Bjørn Skjærup er journalist og webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over syv år. Email: bj@boosted.dk