Verdens største YouTuber har været bag rattet i McMurtry Spéirling – som kan køre på hovedet!
Hvad gør man, når man er verdens største YouTuber og vil vise noget, ingen har set før? Man sætter sig ind i en elbil, der kan køre på hovedet. Det har MrBeast som en af de få i verden fået lov til.
YouTube-stjernen, der står bag klodens mest sete kanal, har haft fingrene i McMurtry Spéirling. Det er en britisk elbil, som bryder med alt, hvad de fleste forbinder med biler.
Videoen er endnu ikke udgivet, men optagelserne er lavet, og ifølge McMurtry kan den snart ses på MrBeasts kanal.
“Det var fuldstændig vanvittigt. Det føles som en rutsjebane på hjul. Det var freaking vildt,” sagde MrBeast.
Elbil uden normale regler
McMurtry Spéirling er ikke en almindelig elbil. Faktisk bryder den med flere grundlæggende regler for, hvordan biler normalt fungerer.
Bilen er nemlig udstyret med et såkaldt fan-system, der aktivt suger bilen ned mod underlaget. Det skaber massiv downforce, allerede fra stilstand. Ikke kun ved høj fart, men fra nul km/t!
Det er netop den teknologi, der gør det muligt for bilen at hænge stille med bunden i vejret – udelukkende holdt oppe af blæseren, der suger bilen fast til jorden.
Det var netop den oplevelse, MrBeast fik på tæt hold under optagelserne. “Giv mig lov til at køre den her i en tunnel, tak,” lød det med et grin fra YouTuberen efterfølgende.
Elbil hurtigere end Formel 1
McMurtry Spéirling er ikke kun et teknisk vidunder. Elbilen er den hurtigste, der nogensinde har kørt en omgang på Top Gears testbane i England. Her slog den tider sat af både Formel 1-biler og Le Mans-racere.
Også på Goodwood Festival of Speed og Hockenheim har bilen sat rekorder, som normalt er forbeholdt rendyrkede racerbiler.
1.000 hestekræfter og ekstrem acceleration
McMurtry Spéirling drives af to elmotorer, én på hver bagaksel. Samlet leverer de 1.000 hestekræfter.
Ifølge producenten klarer bilen fra 0 til 100 km/t på 1,5 sekunder. Det placerer den blandt de hurtigst accelererende biler, der nogensinde er bygget – uanset drivmiddel.
Bilen er dog bygget udelukkende til brug på lukkede baner. Der er altså ikke tale om en gadebil, men et rendyrket banemonster.
McMurtry kan købes i Danmark
Selvom McMurtry Spéirling er ekstremt sjælden, er bilen nu kommet tættere på Danmark.
My Garage i Vejle er blevet officiel agent for McMurtry i Danmark og resten af Norden. Dermed kan danske købere i princippet sikre sig et af de blot 25 eksemplarer, der bliver bygget på verdensplan.
Startprisen ligger dog på 995.000 britiske pund før afgifter og told. Det svarer til cirka 8,7 millioner kroner.
De første kundebiler forventes leveret fra 2027.
Indtil da må de fleste nøjes med at se bilen i aktion på skærmen. Og meget snart får millioner af seere verden over mulighed for at se, når MrBeasts video med den opsigtsvækkende elbil går online.
Se et klip med MrBeast og McMurtry her:


