Kevin Magnussen håber på revanche i Le Mans, hvor danskeren stiller op for BMW i Hypercar-klassen efter stærk testdag.
Kevin Magnussen er tilbage på Le Mans med store ambitioner. Den danske BMW-fabrikskører stiller i weekenden op til sit tredje 24-timersløb på den legendariske franske bane.
For andet år i træk sker det i Hypercar-klassen for BMW M Team WRT. Her deler Magnussen bil med belgiske Dries Vanthoor og italienske Raffaele Marciello.
Og efter den officielle testdag er danskeren forsigtigt optimistisk.
“Umiddelbart synes jeg, at vi står stærkt, inden de officielle træningssessioner begynder,” siger Kevin Magnussen.
Han understreger dog, at Le Mans sjældent tilgiver fejl.
“Hvis vi kan fortsætte stilen og gennemføre et stabilt løb med den rigtige strategi og uden fejl, kan det godt blive et Le Mans, hvor vi er med i kampen om de gode resultater,” siger danskeren.
BMW kommer til Le Mans med selvtillid efter en historisk 1-2-sejr ved seneste afdeling af FIA World Endurance Championship på Spa-Francorchamps. Det giver det tysk-belgiske fabrikshold et stærkt udgangspunkt før årets største løb.
Sidste år glippede det til sidst
Magnussen debuterede på Le Mans i 2021 i LMP2-klassen. Sidste år fik han sin første start i Hypercar-klassen. Her viste BMW-trioen fart fra begyndelsen og startede løbet fra anden startrække efter en stærk kvalifikation.
Holdet var længe med i kampen om et topresultat. Men blot to timer før mål satte tekniske problemer en stopper for håbet. I år jagter Magnussen og resten af BMW-holdet derfor revanche.
“Det er fantastisk at være tilbage. Le Mans er ikke bare årets højdepunkt, men også et legendarisk sted med masser af historie,” siger Kevin Magnussen.
“Det er et løb, hvor alle ønsker at gøre det godt, og derfor er presset ekstra højt.”
18 biler i Hypercar-klassen
Kevin Magnussen får hård modstand i topklassen. Hypercar-feltet tæller 18 biler fra blandt andet BMW, Ferrari, Toyota, Cadillac, Porsche, Aston Martin, Peugeot, Alpine og Genesis.
Ferrari jagter samtidig sin fjerde Le Mans-sejr i træk. BMW stiller også med en søsterbil kørt af Robin Frijns, René Rast og Sheldon van der Linde.
Kvalifikationen begynder onsdag 10. juni. Torsdag 11. juni følger to Hyperpole-sessioner, inden selve 24-timersløbet starter lørdag 13. juni klokken 16.00.
Løbet kan følges live på TV 2, Eurosport og FIA WEC+.


