Den amerikanske bilgigant Ford satser på en ny racerbil med stor V8-motor til Le Mans-sæsonen i 2027. Den vilde hyperbil netop kørt de første testkilometer.
Den amerikanske bilgigant Ford satser på en ny racerbil med stor V8-motor til det legendariske 24-timersløb i Le Mans.
Det skriver Racer.com, efter Ford Racing har offentliggjort de første officielle billeder af bilen på en racerbane.
Udviklingsarbejdet er foregået bag lukkede døre, men i starten af august kørte den camouflerede prototype sine første omgange på Paul Ricard-banen i Frankrig.
Under den camouflagefarvede kulfiber gemmer der sig en 5,4-liters V8-sugemotor helt uden turboladere eller elektrisk hybridhjælp.
Motoren er den velkendte kraftkarl, som Ford i forvejen anvender med stor succes i sine Mustang GT3-racerbiler.
Formålet med de første testdage har været metodisk at gennemgå alle styresystemer og mekaniske komponenter under realistiske baneforhold.
Producenten melder, at alle tests forløber planmæssigt, og raceren er nu rykket videre til regulære højhastighedstest på asfalten.
Flere prominente fabrikskørere har allerede siddet bag rattet, herunder Logan Sargeant, Matt Campbell og Tom Blomqvist.
Trioen udgør halvdelen af det faste seksmands-hold, der også tæller Mike Rockenfeller, Nick Yelloly og Sebastian Priaulx.
Bilen skal efter planen debutere i World Endurance Championship og på Le Mans i løbet af 2027-sæsonen. Her skal Ford i øvrigt konkurrere med danske Kevin Magnussen, der kører Le Mans i hypercar-klassen for BMW.


