Den firedobbelte verdensmester Max Verstappen forlænger kontrakten med Red Bull til 2030 og lukker døren for et skifte til rivalerne i Formel 1.
Den firedobbelte verdensmester Max Verstappen forlænger kontrakten med Red Bull til 2030 og maner alle rygter om et sensationelt holdskifte til jorden.
Det bekræfter det østrigske Formel 1-hold og hollænderen i en fælles pressemeddelelse torsdag formiddag.
– Fire år mere med fuld kraft. Vi er glade for at kunne meddele, at Max har underskrevet en kontraktforlængelse med holdet indtil udgangen af 2030, skriver Red Bull.
Den 28-årige racerkører glæder sig over den langsigtede aftale og ser frem til at kæmpe sig tilbage til toppen af motorsportens kongeklasse.
– Vi har de bedste folk, og jeg er glad for at blive ved med at arbejde på at komme tilbage på toppen med dem, udtaler Max Verstappen.
Afviser vildt milliardtilbud fra rivalerne hos Aston Martin
– Jeg har altid sagt, at holdet er som en anden familie for mig, og jeg føler mig meget hjemme, forklarer hollænderen.
– Jeg kom til holdet i håb om at kunne vinde løb. Det, vi har opnået sammen, har simpelthen været fantastisk, tilføjer stjernekøreren.
Aftalen sætter et definitivt punktum for spekulationerne om et skifte til Aston Martin, som angiveligt var klar med to milliarder kroner for at lokke ham væk.
Hvad Verstappen tager sig betalt hos Red Bull, vides ikke præcist. Men Boosteds gennemgang af lønningerne i netop Formel 1 viser, at hollænderen uden tvivl er én af de bedste betalte i hele feltet.
Efter fire VM-titler i træk fra 2021 til 2024 tabte Verstappen i 2025 placeringen i toppen af verdens fineste motorsport til McLarens Lando Norris.
Det var dog i sidste ende bare to point til Norris’ fordel, der endte med at skille de to rivaler ad efter det sidste løb i Abu Dhabi i december.
I den igangværende sæson er hollænderen placeret som nummer seks med 109 point forud for det tolvte grandprix, mens Mercedes’ Kimi Antonelli fører med 219 point.


