Selvom Le Mans er populært som aldrig før, er det legendariske 24 timers-løb stadig forbeholdt de få kørere. Før løbet fik Christian Dannemand opfyldt barndomsdrømmen.
I weekenden blev drøm til virkelighed for Christian Dannemand.
Den bare 18-årige dansker fik en plads i opvarmningsløbet Road to Le Mans, som køres dagen før det legendariske 24 timers-løb på banen i Frankrig.
Circuit de la Sarthe, som banen egentlig hedder, er dog ikke helt grøn for Dannemand. Han har tidligere repræsenteret Danmark i FIA Karting Academy Trophy på gokart-delen af samme baneanlæg.
Denne weekend gjaldt det dog tjansen for Europol Competition i en LMP3-racer.
– Det har været en kæmpe oplevelse at få lov til at køre på Le Mans.
– Det er et sted, som har betydet meget for mig gennem hele min opvækst, og som jeg har besøgt flere gange sammen med min far.
– At stå på startgridden som racerkører er en drøm, jeg har haft i mange år, og det er et stort skridt i min udvikling som kører,” fortæller han i en kommentar sendt til Boosted.
Selve løbet dog ikke helt uden problemer for den unge og resten af holdet bag den ellers hurtige Ligier-racer. Chancerne for et resultat på podiet forduftede, da holdkammeraten William Karlsson stødte sammen med en langsommere GT3-bil.
Oplevelsen tager Christian Dannemand dog med ophøjet ro. Også selvom det reelt kostede et topresultat og i stedet endte med en plads som nummer 35 ud af 56 biler.
– Selvfølgelig er det ærgerligt, når man ikke får det resultat, man havde håbet på.
– Men sådan er vilkårene i motorsport nogle gange. Jeg er tilfreds med min egen indsats, og jeg tager utrolig mange erfaringer med mig videre.
– At få lov til at køre på Le Mans dagen før 24-timersløbet er noget helt særligt, og det er uden tvivl en af de største oplevelser, jeg har haft som racerkører.
Road to Le Mans-løbet var tredje afdeling af Le Mans Cup. Dermed er halvdelen af sæsonen kørt. Efter sommerpausen kører det danske talent videre sammen med det øvrige felt på Spa-banen i Belgien. Det sker i weekenden 21.-22. august.
Aktuelt ligger den danske LMP3-kører nummer 21 i den samlede stilling.


