Efter at den nye Mitsubishi ASX kun har opnået 4 stjerner i Euro NCAP’s crashtest, mener en produktchef nu, at 5 stjerner ikke er vigtigt for private bilkøbere.
Den japanske bilproducent Mitsubishi mener nu, at 4-stjernet sikkerhed er nok for private bilkøbere.
Meldingen kommer, efter at mærkets nye SUV-model, ASX, ‘kun’ har opnået fire ud af fem stjernet-vurdering i den anerkendte Euro NCAP crashtest.
– Det er ikke en stor ting på det private marked, siger produktchef Tim Clarke.
Mitsubishi-chefens holdning går imod den generelle opfattelse, at fem stjerner er den eneste acceptable standard for nye biler.
Mitsubishis nye ASX er teknisk set identisk med en Renault Captur. Begge biler har opnået en firestjernet sikkerhedsvurdering fra Euro NCAP.
Chef: Fem stjerner er ikke vigtigt
– En femstjernet vurdering er ikke noget, der kom frem i vores markedsundersøgelse for private købere, siger Tim Clarke, der er chef for produktstrategi hos Mitsubishi i Australien, i et interview med The Drive.
Kritikken af den firestjernede vurdering handler ikke kun om manglende, avancerede assistentsystemer.
Både Mitsubishi ASX og Renault Captur halter ifølge Euro NCAP også bagefter konkurrenterne, når det gælder den passive kollisionsbeskyttelse for både børn og voksne.
Kunder vil kunne slå sikkerhedssystemer fra
En anden af Mitsubishis produktchefer, Bruce Hampel, mener, at kunderne er trætte af de mange sikkerhedssystemer.
– Mange kunder reagerer på, at sikkerhedsfunktionerne er alt for komplicerede, og ønsker at kunne slå dem fra nemt, siger han.
Den holdning står i skærende kontrast til den retning, som Euro NCAP bevæger sig i.
I 2026 vil kravene blive yderligere strammet. Her vil det blandt andet blive et krav at have fysiske knapper til de mest basale funktioner for at kunne opnå en topkarakter.
Meldingen fra Mitsubishi står japanerne omvendt ikke alene med. Flere bilmærker og koncerner har i den seneste tid kritiseret Euro NCAP for at gøre deres tests for komplicerede.
Mens Mitsubishi altså mener, at fire stjerner er nok, er der andre nye biler, der klarer sig endnu dårligere.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har den nye MG 3 netop landet en bare to-stjernet vurdering i lignende test. Bl.a. fordi førersædet rev sig løs under en kollisiontest
Faktisk klarer bilen sig så dårligt, at FDM fraråder sine danske medlemmer at købe den.


