Formel 1-bilen med nummerplader – Mercedes-AMG One – koster 20 millioner kroner. En milliardær er nu snydt for alle pengene og mere end nu.
Amerikaneren Michael Mente er efter eget udsagn blevet snydt for 20 millioner kroner i en handel med en Mercedes-AMG One.
Der har nemlig aldrig været nogen AMG One, som mode-milliardæren kunne købe sig til. I hvert fald ikke reelt.
Det skriver mediet The Denver Post.
Ifølge mediet slog Michael Mente til, da han i 2021 blev tilbudt en AMG One. Advokaten, der tilbød modemilliardæren bilen, hævdede at have base i Colorado, hvorfra han havde kontakt til en fransk bilforhandler.
Allerede her burde de første alarmklokker ringe. Men altså ikke for Michael Mente. I stedet valgte han at slå til for at få den plads, som “den franske bilforhandler” hævdede at have på AMG-fabrikken i Affalterbach.
Milliardær er ikke den første som er snydt for en Mercedes-AMG One
Prisen for bilen blev aftalt til 5,4 millioner dollar eller 37 millioner danske kroner. Næsten dobbelt så meget som bilen koster fra fabrikken.
I dag er alle pengene væk, og bilen er ingen steder at se. Den har nok aldrig eksisteret. For bag det, der viste sig at være et svindelnummer, står i virkeligheden en bedrager fra Texas.
Han er dog så ‘god’ til sit arbejde, at Michael Mente ikke er den eneste, der troede, at en AMG One var inden for rækkevidde.
I 2023 slæbte et andet offer, der også troede på, at bilen fandtes, den texanske bedrager i retten for at få de mange penge igen.
Ifølge retsdokumenter, som The Denver Post er kommet i besiddelse af, forsøger Mente nu at få alle sine penge igen. Men det kan blive mere end svært.
For allerede i 2022 informerede det amerikanske sikkerhedsministerium Homeland Security ham om, at alle pengene er væk. Hvor de mere præcist er blevet af, er dog usikkert.
Når vi skriver, at Mercedes-AMG One er en Formel 1-bil med nummerplader, er det fordi, det skal tages bogstaveligt. Bilens 1,6-liters V6-motor er hentet direkte fra Mercedes’ Formel 1-program.
Desværre skal der kun bygges 275 eksemplarer af bilen med de i alt 1.063 hestekræfter. Så mange kan Mercedes dog umuligt samle til en ‘reunion’ foran fabrikken. Mindst én af bilerne er nemlig gået op i røg. Læs mere om det her.
Læs flere artikler efter annoncerne: