I en ny undersøgelse kalder tyske miljøaktivister HVO-diesel for et svindelnummer, der kan være værre for klimaet end almindelig diesel.
Den populære HVO100-diesel, der ofte markedsføres som et grønt alternativ til fossil diesel, bliver nu kaldt et klimaskadeligt svindelnummer af en tysk miljøorganisation.
En ny undersøgelse hævder, at brændstoffet kan være mindst lige så skadeligt for klimaet som almindelig diesel.
Det sker på trods af, at fortalere for HVO-diesel fremhæver, at brændstoffet kan reducere CO2-udledningen med op til 90 procent.
Mange nyere dieselbiler er desuden godkendt til at køre på HVO100, uden at det påvirker bilens garanti.
Flere bilmærker – så som BMW – hælder en endda brændstoffet på fabriksnye biler, første gang disse tankens.
Den nye, kritiske undersøgelse er bestilt af den tyske organisation Deutsche Umweltshilfe (DUH).
Her konkluderes det, at HVO100 produceret af brugt madolie kan være mere skadeligt for klimaet end fossil diesel, når man medregner de samlede udledninger fra produktion til forbrug.
Import af brugt madolie er problemet
Kernen i kritikken er, at en stor del af den brugte madolie, der anvendes til produktionen, importeres fra lande som Indonesien og Malaysia.
Ifølge DUH skaber den store eksport mangel på brugt madolie i de pågældende lande.
Det øger i stedet efterspørgslen på nyproduceret palmeolie for at dække det lokale behov.
– Resultatet vil være massive klima- og miljøskader på grund af ændret arealanvendelse og skovrydning, skriver DUH i en pressemeddelelse.
– Den angiveligt grønne HVO100-diesel er et fupnummer. HVO100 fremstillet af brugt madolie er mindst lige så skadelig for klimaet som fossil diesel, siger Jürgen Resch, administrerende direktør for DUH.
Svensk ekspert sår tvivl om konklusion
Billedet er dog muligvis mere nuanceret. Per Östborn, der er brændstofekspert hos den svenske organisation Gröna Mobilister, påpeger, at undersøgelsens konklusion kan være forsimplet.
Han mener ikke, at det er et simpelt nulsumsspil, hvor brug af madolie til brændstof automatisk fører til øget brug af fossil energi andre steder.
– Øget efterspørgsel efter bioenergi og reduceret efterspørgsel efter fossil energi har en tendens til at øge tilgængeligheden af bioenergi, siger han ifølge Vi Bilägere.
Han peger på, at en øget efterspørgsel kan føre til en mere effektiv indsamling af brugt madolie eller øget produktion af andre biologiske råmaterialer.
Det er uklart, hvor stor en andel af det HVO-diesel, som sælges i Danmark, er lavet på gammelt madoilie.
Men i Sverige var det lige knap 9 procent i 2024, hvilket er et fald fra 13 procent i 2023.
Debatten om alternative brændstoffer er kompleks. Mens HVO100 er under kritik, arbejdes der på andre teknologier som syntetisk benzin.
Gorm er en af dem, der arbejder med det syntetiske brændstof hver dag. Som direktør har han over for Boosted løftet sløret for, hvor langt ned prisen kan komme. Også for helt almindelige bilister.


