Efter faldende salgstal satser Mercedes nu alt på ‘mere’. En massiv modeloffensiv med 32 nye biler, inklusiv en ny “baby G-Klasse” og elektrisk GLC, skal vende skuden.
Mercedes står over for en markant udvidelse af modelprogrammet. Faktisk er den lige på trapperne.
En stor modeloffensiv skal introducere hele 32 nye biler over de næste to år. Planen er en reaktion på svigtende salgstal.
Det hele skal munde ud i en større del af markedet med nye modeller som en mindre G-Klasse og en ny elektrisk GLC.
Den tyske bilkoncern har på det seneste ellers kun kunne se til, mens salgstallene er styrtdykket.
I 2024 faldt det samlede salg med tre procent. Den negative udvikling fortsatte i første halvdel af 2025 med et fald på 6,2 procent.
For at vende udviklingen har Mercedes udarbejdet en omfattende plan. Det viser et dokument, som bilmærket for nylig delte med sine investorer og øvrige partnere.
Planen indebærer en opdeling af modelprogrammet i tre niveauer. Tyskerne kalder det Entry Luxury, Core Luxury og Top-End Luxury.
Den for nyligt lancerede Mercedes CLA, hvis internationale præsentation fandt sted i København, er en del af det nye Entry-program.
Bilerne bliver yderligere inddelt i fire kategorier: Mercedes-Benz, AMG, G og Maybach. Det er en strategi, der skal skabe mere klarhed for kunderne.
Fokus på elbil og ny G-Klasse
I 2026 vil Entry-klassen blive udvidet med tre nye modeller. To af de biler vil være fuldt elektriske, sandsynligvis nye versioner af GLA og GLB. Den tredje model vil have en benzinmotor.
I Core-segmentet, eller mellemklassen, lanceres den nye elektriske GLC til september. Den bliver den første model med et revideret designsprog, der skal trække tråde til mærkets historie.
Det nye design ser ud til at være en reaktion på kundernes modtagelse. Meget tyder på, at køberne foretrækker et mere traditionelt Mercedes-udseende frem for det meget aerodynamiske design på de nuværende elbiler.
I Top-End-klassen kommer der en kraftigt opdateret S-Klasse med benzinmotor. Mercedes’ administrerende direktør, Ola Källenius, har udtalt, at modellen vil være mere end blot et almindeligt facelift.
I alt vil den dyreste klasse få otte nye eller faceliftede modeller i løbet af 2026. Det understreger et fortsat fokus på de mest lukrative segmenter.
Ny V8-motor på vej til AMG
I 2027 fortsætter satsningen på luksusbiler med yderligere ti nye modeller. En af de mest ventede er en mindre G-Klasse, som allerede har fået øgenavnet “baby G”. Den vil kunne kendes på et lille “g” i logoet.
Samme år forventes en helt nyudviklet V8-motor at få sin debut. Motoren ser også ud til at finde vej til AMG-versionerne af C-Klassen, C 63.
Det sker, efter at Mercedes, som Boosted også kunne fortælle har haft – og stadig har – mere end svært ved at sælge den nuværende C 63 AMG med en firecylindret motor.
De mange nye modeller er et tydeligt tegn på, at Mercedes-Benz tager kampen om kunderne alvorligt. De kommende år vil vise, om den store investering kan vende salgstallene.


