En rundspørge afslører, at nogle automekanikere i Sverige er dyrere i timen end advokater. Hos Volvo kan en motorreparation koste op til 2.275 kroner i timen.
En ny rundspørge afslører, at visse automekanikere og værksteder nu er dyrere i timen end en advokat.
På de såkaldte mærkeværksteder i det svenske kan timeprisen for en motorreparation nå op på svimlende 3.500 kroner i timen svarende til 2.275 danske kroner.
Det skriver Carup.
Prisforskellen på markedet er enorm.
Mens nogle mærkeværksteder altså tager en tårnhøj pris, koster en time hos et uafhængigt værksted ofte under det halve.
Rundspørgen viser også, at det er blevet svært for bilejere at gennemskue, hvad en reparation reelt koster.
Nægter at oplyse timepriser
Mange af de store mærkeværksteder nægter at oplyse deres timepriser. De henviser i stedet til faste prislister for specifikke opgaver.
Det gør det ifølge eksperter svært for kunderne at sammenligne priser og forstå, hvad de reelt betaler for.
De uafhængige værksteder er ofte mere gennemsigtige med deres priser.
Rundspørgen afslører dog nogle af de højeste timepriser hos mærkeværkstederne i Sverige.
Hos Volvo Car Retail i Kista kan timeprisen for en motorreparation nå op på 3.500 svenske kroner, svarende til 2.275 danske kroner.
Ekspert: Det dyreste jeg har hørt om
– 3.500 kroner i timen, det får mig til at gå bagover. Det er det højeste, jeg har hørt, siger Bo Ericsson, der er værkstedsekspert hos Fordonsjuristen.
Han anerkender, at høje omkostninger til lokaler og personale kan presse priserne op. Men han mener, at gennemsnittet i branchen er betydeligt lavere.
Andre eksempler fra undersøgelsen tæller Mechanum i Malmø, der tager 2.681 svenske kroner (ca. 1.740 danske kroner) i timen for arbejde på en BMW.
Til sammenligning tager mange uafhængige værksteder omkring 1.000-1.100 svenske kroner (650-715 danske kroner) i timen.
Værkstedseksperter opfordrer nu bilejere til altid at anmode om klare og specificerede prisoplysninger, før man som bilejer overhovedet siger ja til noget som helst fra et værksted.
At bilejere kan få en grim og dyr overraskelse på værkstedet, er der desværre flere eksempler på.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, fik en Subaru-ejer en regning på 58.000 kroner for en fejl, som en anden mekaniker efterfølgende mente slet ikke eksisterede.
Omvendt er der også akut mangel på mekanikere.
Og det er både herhjemme, hvor 6 ud af 10 værksteder må sætte deres kunder i et køsystem, og i udlandet, hvor mærker som BMW nu forsøger at rekruttere mekanikere på det sociale medie Reddit.


