Mazda tror ikke på forbrændingsmotorens død. Nu vil japanerne fange og fjerne CO2, allerede inden det forlader udstødningsrøret.
Mazdas nye idé om en bil, der renser luften for CO2, jo mere den kører, lyder skør. Men ifølge japanerne holder idéen vand.. eller er det CO2?
Den nye Mazda Vision X-Coupé er udstyret med en såkaldt Mobile Carbon Capture-teknologi i udstødningen.
Det afslørede Mazda på Japan Mobility Show 2025 i Tokyo.
Mazdas mission er så enkel, at den ikke er til at misforstå: “Køreglæde driver en bæredygtig fremtid.”
Japanerne ønsker at eliminere konflikten mellem klimaet og glæden ved at køre i en bil med forbrændingsmotor
Mobile Carbon Capture er den mest opsigtsvækkende del af konceptbilen med wankelmotor, som Boosted tidligere har fortalt om.
Den helt store nyhed sidder direkte i bilens udstødningssystem. Det opfanger den kuldioxid, der ellers ville blive frigivet i den luft, vi allesammen indånder.
Filteret “suger” CO2 ud af udstødningen
Man kan sige, at teknologien fungerer som et filter. Filteret “suger” kuldioxiden ud af udstødningen, mens bilen kører.
Den opsamlede CO2 opbevares midlertidigt i bilen. Den kan derefter håndteres og genbruges på forskellige måder. For eksempel i produktionen af nyt brændstof.
På den måde kan bilen teoretisk set fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end den udleder.
Kører på mikroalger
Den nye CO2-fangstteknologi kombineres med en anden banebrydende innovation: biobrændstof fremstillet af mikroalger.
Algerne vokser ved at absorbere kuldioxid fra luften. Det gør brændstoffet i sig selv stort set kulstofneutralt.
Selv når bilen udleder CO2 under kørslen, tilføres der dermed ikke nyt CO2 til atmosfæren, hævder Mazda.
Mazda ser det nye koncept som en ny udfordring. Den skal udnytte forbrændingsmotorens styrker i en mere bæredygtig fremtid.
Om systemet rent faktisk virker i praksis, er endnu uvist.
Japan satser på benzinmotoren
Konceptbilen, Vision X-Coupé, er et bevis på den holdning, der hersker i Japan.
I Japan er elbiler fortsat et marginalt fænomen. Bilmærkerne tror nemlig ikke på, at elbilen kan klare hele omgangen i transportsektoren alene.
I stedet satser de japanske mærker hårdt udviklingen af forbrændingsmotoren, så bilisterne kan køre på renere og mindre belastende brændstoffer. Så som syntestisk benzin og diesel.
Mazdas forsøg på at skabe en bil, der renser luften, er dog ét af de hidtil mest radikale forslag. Toyota har dog også forslået og eksperimenteret med filtre, der fanger CO2.
Modsat trend i bilindustrien
Mazdas vision er en direkte modsætning til den “EV-only” strategi, som mange vestlige bilmærker har forfulgt.
Den nye teknologi kan være den løsning, mange vestlige bilmærker- og koncerner ønsker sig.
Flere store bilmærker som Bentley, Porsche og Alfa Romeo har forlænget livet for benzinmotorerne. De har erkendt, at det tager meget længere tid end forventet at få forbrugere, der ikke nødvendigvis forkæles med statsstøtte, til at acceptere elbilen.
Mazdas satsning på CO2-fangst er et symbol på en branche i opbrud. Det viser, at kampen om fremtidens drivlinjer langt fra er afgjort.

