Over 100.000 eksemplarer SUV’erne Mazda CX-90 og CX-70 tilbagekaldes. En fejl får benzinmåleren til at vise fuld tank, selvom der reelt ikke er én dråbe tilbage.
Det japanske bilmærke Mazda skal ud i en tilbagekaldelse af 104.854 nyere biler.
De amerikanske sikkerhedsmyndigheder har nemlig fundet ud af, at bilerne pludselig kan løbe tør for benzin, selvom benzinmåleren viser, at tanken er fuld.
Tilbagekaldelsen gælder 88.798 eksemplarer af Mazda CX-90 fra årgang 2024 og 2025. Derudover gælder det 16.056 eksemplarer af CX-70 årgang 2025.
Det oplyser de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, NHTSA.
Bilister, der ejer bilerne, risikerer at køre tør for brændstof og strande på steder, hvor det er farligt at holde stille. Eksempelvis på en motorvej, lyder det fra myndighederne.
Ethanol i benzin efterlader ‘snask’
Årsagen til den bizarre fejl er teknisk og uventet.
Ifølge NHTSA’s rapport om problemerne hos Mazda reagerer ethanol i almindelig benzin på en uheldig måde med materialerne på det printkort, japanerne har brugt til at styre tankmåleren.
Reaktionen skaber et lag “snask” (gunk som amerikanerne kalder det, red.), som ændrer den elektriske modstand på printpladen.
Det er den modstandsværdi, som tankmåleren bruger til at kommunikere med instrumentbrættet.
Når modstanden er forkert, får benzinmåleren et forkert signal og viser et helt forkert brændstofniveau.
Løsningen er software – ikke en ny reservedel
Man skulle måske tro, at løsningen var at udskifte den defekte del i benzintanken. Men det er ikke den løsning, Mazda har valgt.
I stedet for en dyr og kompliceret udskiftning af hardware, vil Mazda løse problemet med en simpel softwareopdatering.
Reparationen er gratis for kunderne, men kræver et besøg hos en forhandler. Det er ikke en opdatering, der kan klares trådløst (over-the-air).
Den nye software er designet til at “lære” bilens computer at forstå de nye, “forkerte” signaler, som den snavsede tankmåler sender.
Ved at omprogrammere bilens computer kan den altså igen vise det korrekte brændstofniveau, selvom selve sensoren er defekt.
Det er en markant hurtigere og billigere løsning for Mazda end at skulle udskifte hele tanken på over 100.000 biler.
Store tilbagekaldelser af den ene eller anden grund er ikke kun noget, Mazda slå med.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har Stellantis måttet tilbagekalde over 900.000 dieselbiler fra Peugeot og Citroën. Det skyldes en lignende fejl, der forhindrer en meget vigtig lampe i at tænde.


