Tysk tuner lancerer nyt stylingkit til Porsche 911 – men ikke alle vil synes, at det klæder bilen med det klassiske design.
Der er næppe mange biler i verden, som har et mere ikonisk design end Porsche 911. Alligevel har den tyske tuner LARTE Design valgt at give den faceliftede 911 Carrera (992.2) en stylingpakke, der skal skille sig ud – og måske også provokere de mere traditionelle fans.
Stylingpakken, kaldet LARTE Edition, består af 12 separate komponenter i enten højglansmalet finish eller kulfiber.
Elementerne er håndbygget gennem processer som clay-modellering, 3D-design og prototyping og lever op til TÜV-certificerede OEM-standarder.
Dermed kan delene monteres direkte på bilens eksisterende fæstepunkter uden ændringer på selve bilen.
Ifølge LARTE Design er filosofien bag pakken at “forstærke bilens oprindelige karakter gennem nøje udregnede løsninger, hvor hver detalje forbedrer dynamik, æstetik og individualitet”.

Det betyder blandt andet nye skulpturelle linjer, som skal give mere aggressivt udtryk – inspireret af motorsport.
Designet trækker tråde til Porsches historiske racersucceser, specifikt den blå-gule 1974 Holbert Racing 911 Carrera RSR 3.0, som blev et ikon i den amerikanske Trans-Am-serie.
Chefdesigner Brano Mauks forklarer:
“Den nye LARTE 911 kombinerer sportslig performance med arv og emotionelt design. Hver detalje er skabt for at vække følelser og præcision – en moderne hyldest til tidløs motorsports-DNA.”
Om man synes, at pakken “skamferer” en Porsche 911 eller giver den ekstra personlighed, afhænger nok af øjnene, der ser.
Men én ting er sikkert: Hvis du vil have opmærksomhed i din 911, så leverer LARTE Designs stylingpakke varen.



