Anders Karl Bruun, bestyrelsesformand i K.W. Bruun & Co A/S, er fredag den 20. september sovet stille ind efter kort tids sygdom, oplyser importøren.
Dansk bilindustri har mistet en af de helt store spillere. Anders Karl Bruun, bestyrelsesformand i K.W. Bruun & Co A/S, er fredag den 20. september sovet stille ind efter kort tids sygdom.
Det oplyser importøren i en kortfattet pressemeddelelse.
Anders Bruun, som var tidligere direktør og senere bestyrelsesformand for bilimportøren, var 3. generation efter stifteren, Karl Wilhelm (K.W.) Bruun, vil få udsendt et mindeord mandag i næste uge.
K.W Bruun blev grundlagt i 1914. 11 år efter blev Karl Wilhelm importør af Fiat. I dag importerer firmaet Fiat, Fiat Pro, Alfa Romeo, Jeep, Hongqi, Voyah samt Peugeot, Citroën, DS, Opel og Mitsubishi i Danmark. Bilimportøreren, der er en af Danmarks ældste, er også til stede i Sverige.
Familien Bruun ønsker ifølge pressemeddelelsen ikke at udtale sig yderligere om dødsfaldet på nuværende tidspunkt.