Tsutomu ‘Tom’ Matano, der er kendt som “far til den første MX-5”, er død i en alder af 76 år. Han designede også den ikoniske RX-7.
Manden bag en af verdens mest solgte sportsvogne, den første Mazda MX-5, er død.
Den legendariske designer Tsutomu ‘Tom’ Matano, der i årtier var en central figur i Mazdas designafdeling, sov stille ind lørdag den 20. september. Matano 76 år gammel.
Han er i bilkredse kendt som “manden bag MX-5”. Eller Miata som den blev og bliver kaldt i Nordamerika.
Det er den bil, der i dag er anerkendt som verdens bedst sælgende to-sæders sportsvogn nogensinde.
Tom Matanos karriere i bilindustrien strakte sig over 30 år.
Han arbejdede for både General Motors i Detroit og for det australske mærke Holden. Derefter var han hos BMW, hvor han blandt andet var med til at designe den populære 3-serie E36.
Begymdte hos Mazda i 1983
I december 1983 skiftede han til Mazdas nordamerikanske designstudie som chefdesigner. Dengang bestod hele afdelingen af færre end 10 personer.
Oprindeligt var studiets opgave blot at overvåge markedstendenser i USA, ikke at designe biler.
Men det ændrede sig hurtigt under Tom Matanos ledelse.
Han og hans lille team udviklede en ny designfilosofi. Den første bil, der blev skabt ud fra den filosofi, var den nu legendariske, første generation af Mazda MX-5 (NA), som blev introduceret i 1989.
Bilen blev en øjeblikkelig og overvældende succes og er i dag en eftertragtet klassiker.
Designede også den ikoniske RX-7
Selvom Mazda MX-5 er den mest kendte bil fra Tom Matanos hånd, er den langt fra den eneste.
Han fortsatte sit arbejde hos Mazda og var med til at designe 90’er-modeller som MX-6 og MX-3.
Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at han også var chefdesigner for den tredje generation af Mazda RX-7. Den model, der er kendt som “FD”, betragtes af mange som den smukkeste og bedste RX-7 nogensinde.
Ifølge interviews havde Matano en klassisk Ferrari 275 GTB stående i sit designstudie, da han arbejdede på RX-7. Inspirationen fra den italienske klassiker kan ses, men designet er umiskendeligt Mazda.
Tom Matano efterlader sig et enormt aftryk på bilverdenen, ikke kun gennem sit arbejde, men også gennem sin personlighed.
Han var kendt for at være aktiv i det bilmiljø, han selv havde været med til at skabe. Han deltog ofte i biltræf, talte med fans og skrev autografer på biler.
Den ikoniske Mazda MX-5, som Tom Matano skabte, lever videre i bedste velgående. Mazda har da, som Boosted også kunnet fortælle, heller ikke tænkt sig at opgive bilens benzinmotor.
Matano er på den anden side ikke den eneste ikoniske bildesigner, der har forladt os på det seneste. I disse dage er det et år siden, at manden bag en af de meste berømte Mercedes-modeller nogensinde gik bort.


