I Danmark skal alle trafikanter – også dem på cykel – stoppe for rødt. Det undrer dog Maja Mærkedahl.
Det er egentlig en simpel regel. Alle trafikanter – også cyklister – skal stoppe for rødt lys. Altså med mindre andet er angivet.
Og det undrer Maja Mærkedahl, at hun ikke ser flere lyskryds, hvor andet netop er angivet, når det kommer til cyklister.
Det fortæller hun til TV2 Kosmopol – det tidligere TV2 Lorry.
Maja Mærkedahls undren er ikke grebet helt ude af den blå luft. For det ér faktisk muligt for cyklister at svinge til højre for rødt lys. Bare ikke alle steder.
LÆS OGSÅ: Ikonisk fælgfirma er gået konkurs igen
Det hele begyndte med en forsøgsordning i 2013 fra Vejdirektoratets side. Her fik cyklister 33 steder i landet lov til at svinge til højre for rødt lys.
Forsøget viste sig at være så vellykket, at Vejdirektoratet i dag opfordrer samtlige af landets 98 kommuner til at undersøge muligheden for den slags manøvre i trafikken. Altså for cyklister.
Og ikke som i Canada og USA hvor bilister også må svinge til højre, når det ellers er rødt krydset. Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt, før cyklister helt lovligt må ‘bryde færdselsloven’. Helt konkret er der fem.
1 – Der skal være en separat cykelsti både op til krydset og på den vej, cyklisterne skal svinge ind på.
2 – Cykelstien skal være mindst 1,85 meter bred, og der skal være en afstand til faste genstande på mindst 30 centimeter.
3 – Cykelstien på vej ind i krydset skal deles i en højresvingsbane og en ligeudbane for cyklisterne.
4 – Krydset skal være tilpas simpelt til, at der ikke er for mange potentielle konflikter, og der skal være et lavt hastighedsniveau.
5 – Højresving for cyklister er ikke velegnet, hvor der er for mange fodgængere.
Kilde: Vejdirektoratet