Bilmærket Nio har tabt så mange hundrede millioner kroner, at kinamærket ifølge norske medier går i nødtilstand for at redde forretningen.
Herhjemme lever det kinesiske bilmærke Nio en meget anonym tilværelse.
Først blev den danske landechef fyret, før Nio trak sig ud af Danmark og kom igen med en privat importør i ryggen. Men i Norge står det endnu værre til.
Mærket har, som Boosted tidligere har kunnet fortælle, tabt hundredvis af millioner af kroner længere nord på. Og nu skriver BilNytt.no, at mærket er gået i nødtilstand.
– Nio sælger knap nok biler i Europa nu, på trods af at have ekspanderet til flere markeder og lanceret det mere overkommelige sub brandet Firefly.
– I Tyskland blev der kun registreret ni biler i årets første fire måneder, mens salget i Norge – virksomhedens vigtigste marked i Europa – også har været yderst skuffende. 125 biler indtil videre i år, siger Atle Falch Tuverud, chefredaktør hos BilNytt.no.
Herhjemme står det endnu værre til. Trods flere markante prishug – bl.a. på helt fabriksnye biler og en række demobiler, som allerede er i landet, er Nio næsten ikke til stede på salgslisterne.
Mellem 1. januar og 31. maj 2026 er det blevet til 17 biler på de danske veje. Det er ikke nok til at, bilimportørernes interesseorgan Mobility Denmark kan udregne mærkets markedsandel herhjemme.
På et møde i Holland kunne Nio desuden fortælle, at aman ikke vil lancere flere nye biler i hele Europa før tidligst i 2027. Derudover stopper man udrulningen af de såkaldte batteriskifte-stationer.
Den danske importør har i en mail til Boosted bekræftet, at der ikke kommer flere batteriskiftestationer til Danmark. Nio har desuden pillet den eneste, der var i landet, ned. Stationen var sat op i Slagelse og åbnede ellers i februar 2023.
Siri Dobloug, der er PR- og kommunikationschef for Nio i Norge, fortæller, at mærket nu fokuserer på at sælge ud af lagerbiler. Ligesom man skifter sit fokus til billgmærket Firefly.
Den samme udmelding er ikke kommet fra den danske importør, selvom begge mærker er til stede her.






