Goodyear sælger borde lavet af rigtige Eagle-racerdæk fra WEC og ELMS, hvor kunderne selv kan vælge detaljer. Vi er fans!
Et brugt racerdæk plejer normalt at ende som affald, genbrug eller souvenir for de få. Nu får nogle af Goodyears Eagle-racerdæk i stedet et nyt liv som møbler til stuen.
På den officielle Goodyear Store kan man nu købe borde og skamler bygget op omkring ægte racerdæk, der har været brugt i WEC og ELMS.
Det betyder, at man kan få et møbel hjem, som tidligere har kørt på baner som Spa, Imola, Silverstone, Barcelona og Portimão.
Fra Le Mans-serien til din dagligstue
Goodyear kalder konceptet for Eagle Tire Tables. Idéen er enkel. Et originalt racerdæk bliver renset, kontrolleret og gjort klar til brug som møbel.
Derefter kan kunden vælge detaljer som glasplade, skål i rustfrit stål og base med ben eller hjul. Der findes også skamler med læderpude, hvis man hellere vil sidde på et stykke motorsportshistorie.
Goodyear understreger, at dækkene er ægte løbsdæk og ikke kopier.

Hvert dæk har sin egen historie
En af de sjovere detaljer er, at man kan vælge dæk ud fra bestemte løb. Blandt mulighederne er blandt andet WEC Spa 2026, WEC Imola 2026 og flere afdelinger fra European Le Mans Series.
På siden fremhæver Goodyear senest WEC-løbet på Spa i 2026, hvor BMW M Team WRT sikrede en 1-2-sejr efter seks timers dramatik i Ardennerne.
Netop dæk fra sådanne løb kan nu ende som et bord hjemme hos en motorsportsfan. Slidmærker, spor fra banen og små kosmetiske skader er en del af pointen. Hvert bord bliver derfor unikt.
Koster fra omkring 1.500 kr.
Priserne begynder ved 200 euro for et bord lavet af et løbsbrugt dæk. Det svarer til cirka 1.500 kr. før eventuelle leveringsomkostninger.
Et bord med et ubrugt Goodyear Eagle-dæk starter ved 240 euro, hvilket svarer til cirka 1.800 kr. Goodyear sælger også reservedele som glasplader, baser og skåle, hvis man allerede ejer et bord eller vil ændre opsætningen.
Alle borde leveres med et ægthedscertifikat, så køberen kan dokumentere, at dækket stammer fra rigtig motorsport.
Selvom dækkene har kørt rigtige løb, er de kun beregnet til dekorativ brug. Goodyear gør det tydeligt, at dækkene ikke må monteres på en bil. Okay, tak…


