Ferraris første elbil har skabt ramaskrig over hele verden. Men nu mener flere, at italienerne med vilje har lavet bilen grim, tung og ekstremt dyr for at slippe lettere gennem EU’s klimaregler.
Ferrari er havnet midt i en shitstorm efter præsentationen af mærkets første elbil nogensinde. Den nye Ferrari Luce er allerede blevet kaldt alt fra “en katastrofe” til “den mindst Ferrari-agtige Ferrari nogensinde”.
Men nu spreder en ret opsigtsvækkende teori sig på sociale medier.
Ifølge en viral Instagram-video har Ferrari nemlig slet ikke lyst til at sælge mange elbiler. Teorien går i stedet på, at bilen kun eksisterer for at hjælpe mærket med EU’s krav til lavere CO2-udledning.
Videoen har allerede fået massiv opmærksomhed blandt bilfans. I kommentarfeltet beskylder flere direkte Ferrari for bevidst at have lavet bilen mindre attraktiv. En bruger skriver:
“Ferrari realistically don’t want an electric car on the road. It is for EU average emissions standards.”
Ferrari-fans går hårdt til mærket
Kritikken handler især om designet på den nye elbil. Mange mener, at bilen slet ikke ligner en klassisk Ferrari. Flere sammenligner den med langt billigere elbiler fra andre mærker.
Samtidig har Ferrari valgt en pris, som kan få de fleste til at tabe kæben. Flere internationale medier vurderer, at bilen kommer til at koste tæt på 5 millioner kroner før dansk registreringsafgift.
Ferrari har ellers forsøgt at gøre bilen mere følelsesladet, siger de. Blandt andet med kunstig motorlyd og et særligt lydsystem udviklet til bilen.
Det har dog ikke overbevist alle. Tværtimod mener flere fans, at Ferrari prøver for hårdt at gøre en elbil til noget, den ikke er.
V8 og V12 forsvinder ikke
Ferrari-chef Benedetto Vigna har dog tidligere sagt, at elektrificering er en vigtig del af mærkets fremtid. Samtidig understreger Ferrari, at de klassiske V8- og V12-motorer ikke forsvinder foreløbigt.
Alligevel er mange fans skeptiske. Nogle mener altså direkte, at Ferrari har lavet bilen så dyr og speciel, at kun meget få kommer til at købe den. På den måde kan mærket stadig leve op til udlednings-reglerne uden for alvor at ændre retning.
Om teorien holder vand, er umuligt at vide. Men én ting virker sikkert: Ferraris første elbil har allerede skabt mere debat end de fleste andre nye biler i år.


