Læserbil: Den lavtliggende Corsa-kombination

Foto: skphoto.dk

Den blev aldrig solgt herhjemme – alligevel er der danske plader på denne lavtliggende Opel Corsa B Kombi.

Det spørgsmål, Bjarne oftest får, er, om hans bil er en krydsning mellem en Renault Mégane og en Opel Corsa. Til det må han svare nej. Opel Corsa B Kombi – altså Corsa som stationcar – blev bare aldrig solgt i Europa.

Alligevel kører dette grønne eksemplar med GAS V1-luftundervogn, OPC-læderkabine, GSI-kofanger og meget mere rundt på de danske veje.

Og faktisk er der lidt Renault på toppen af den grønne lak.

Er det så egentlig en Renault, du har hekset lidt med?
“Nej, men folk tror det. Så jeg bliver tit spurgt om det. Bilen er bygget i Argentina for siden at blive hentet til Italien, før den for 12 år siden kom til Danmark.”

Hvorfor så lige en Corsa Kombi?
“Fordi den er sjælden her. Den er nemlig aldrig solgt på det europæiske marked. Mange tror, at bilen er noget, jeg har bygget derhjemme.”

Hvor meget har du selv lavet?
“Stort set alt. Da jeg købte bilen, havde den gæller i motorhjelmen, spoileren og anhængertræk. Og så har jeg ellers lavet resten. Hvilket jeg vel har brugt et sted mellem nul og en million kroner på.”

Hvordan kører den så?
“Som en gammel, tre-gears Winter-cykel, der er punkteret – stiv af helvede til.”

Hvad ligger der under hjelmen?
“En standard 1,4-liters benzinmotor. Dog er indsugningen fra Lexmaul, og manifolden fra Raceland. Resten af udstødningsystemet er hjemmegjort 2,5″ rør med Remus-afgang.”

Alligevel er ombygningen ret omfattende?
“Ja. Eksempelvis er panoramataget oprindelig fra en Renault Twingo. Så er der mindre ting som sprinklerdysen på Bonarth enarms-viskeren. Selve dysen er fra en Mercedes Sprinter. Under bagkofangeren sidder et anhængertræk, hvilket denne Corsa som den eneste i Europa er godkendt med. ”

Der er også sket en hel del indvendigt?
“I instrumenteringen begynder urene lodret, og så har jeg fået tilpasset forsæderne fra en Opel Meriva A OPC. Bagsæderne og den bagerste dørbeklædning er hentet fra en femdørs Corsa B. Midterkonsollen er original Irmscher Carbon. Selv gearkonsollen har jeg fået bygget om, så manchetten fra en Corsa D passer på.”

TEKNIKKEN: Opel Corsa B Kombi – årgang 1999

  • Motor og gear: 1,4 16v firecylindret • femtrins manuel • Lexmaul-indsugning • Raceland bananmanifold med 2,5″ rør ud i et Remus afgangsrør
  • Undervogn: G.A.S V1-luftundervogn
  • Bremser: Forbremserne er fra en Kadett E GSI, mens de bagerste er tromler
  • Fælge og dæk: BBS RX211 • Nankang 165/45-16  • lakeret i Subaru Gold
  • Karosseri: Corsa GSI-forkofanger • fjernet sprinklerdyser fra motorhjelm • Astra F GSI-gæller  • Panorama-glastag fra Renault Twingo • tagbøjler er fjernet • Bonarth enarmsvisker med sprinklerdysse fra en Mercedes Sprinter • Steinmetz spoiler på bagklappen • bagrudevisker fjernet • elektrisk bagklap med knap fra Insignia A • anhængertræk under bagkofanger
  • Kabine: Instrumentering med lodrette urskiver • forstole fra Meriva OPC • bagsæder og dørbeklædning fra femdørs Corsa B • ombygget gearkonsol med manchet og knop fra Corsa D • Irmscher midterkonsol i kulfiber • krom dørgreb • hjemmelavet loftlampe-indsats som skjuler motoren til panorama-taget
  • Bilstereo: Diskanter i A-og C-stolper • Pioneer headunit • Vibe komponentsæt i 6,5″ • Vibe femkanalsforstærker • Vibe baskasse i reservehjulsbrønd
  • Præstationer: Ikke målt