En 49-årig kvinde har givet sin bil og vejens forløb skylden for, at hun nu 18 gange er blevet blitzet af den samme fotofælde. Nu har hun været i retten.
En 49-årig kvinde, der er blevet blitzet af fotofælder hele 18 gange, har i retten givet sin bil og dårlige vaner skylden for de mange fartbøder.
På trods af de kreative forklaringer er hun nu blevet idømt en bøde og har mistet kørekortet.
Sagen har kørt ved en domstol i Norge, hvor den netop er afgjort til statens fordel.
I retten stod den 49-årige polske kvinde tiltalt for 18 separate fartforseelser. De er alle registreret af fotofælder over en periode på lidt over to år.
Politiet havde i første omgang svært ved at identificere kvinden. Det skyldes, at hun kørte i to forskellige polsk indregistrerede biler.
Til sidst blev hun dog fundet, og i retten erklærede hun sig skyldig i alle 18 tilfælde. Det skriver norsk TV 2.
Skød skylden på polske vaner… og bilen
I retten fik kvinden mulighed for at forklare, hvorfor hun så ofte havde kørt for stærkt. Her fik dommeren en række usædvanlige forklaringer.
– Ifølge tiltalte skyldes hendes hastighed dårlige vaner fra Polen, fremgår det af dommen.
– Alle kører for stærkt der – ingen tager hensyn til fartgrænserne, skal kvinden have sagt.
Kvinden forklarede, at hun forsøgte at overholde fartgrænserne i Norge, men at det var svært.
Flere af fartbøderne blev udstedt i den samme tunnel. Også her havde kvinden en forklaring klar.
– Tiltalte forklarede yderligere, at det er særligt vanskeligt at holde fartgrænsen, fordi det skråner nedad, står der i dommen.
Idømt bøde og frakendt kørekortet
Kvinden indrømmede, at hun i de fleste tilfælde var klar over, at hun kørte for stærkt. Hun påstod dog, at hun ikke havde set fotofælderne.
Retten lagde i sin dom vægt på det store antal overtrædelser. Selvom den groveste overtrædelse “kun” var 114 km/t i en 80-zone, anså retten det for en skærpende omstændighed, at det var sket 18 gange.
Anklageren havde krævet både fængsel og en bøde.
Kvinden slap for fængselsstraf, men blev idømt en bøde på 23.000 danske kroner. Hvis hun ikke betaler, skal hun i fængsel i 36 dage. Desuden blev hun frakendt kørekortet i seks måneder.
At blive fanget i den samme fotofælde igen og igen er ikke et ukendt fænomen. Flere bilister har i det nemlig svært med lovens lange arm.
Som Boosted tidligere har beskrevet, modtog en italiensk bilist en samlet bøde på 73.000 kroner efter at have ‘overset’ en fotofælde i et helt år.


