Mercedes’ George Russell lægger ikke fingre imellem i sin kritik af Formel 1-bilerne, som den unge brite mener efterhånden vejer alt for meget.
Det kan godt være, han sidste sæson fik heltids-debut for et af de mest vindende hold i Formel 1. Men i 2022 sad Mercedes’ George Russell langt fra i feltets bedste bil. Og det er teamet sådan set enig med ham i.
Både holdkammeraten Lewis Hamilton og chefen Toto Wolf har offentligt delt deres ikke alt for høje tanker om W13-raceren. Og nu hælder Russell mere benzin på bålet, som han faktisk retter mod Formel 1 generelt.
De tungeste racere nogensinde
For bilerne er ifølge den unge brite blevet alt for tunge. Faktisk er bilerne, siger han, ved at være der, hvor deres vægt udgør en sikkerhedsrisiko.
– Vi bliver ved med at prøve at gøre bilerne mere og mere sikre. Men jo tungere du gør dem, desto mere føles det som at køre ind i en bus med en Smart-bil, når man kører galt, siger han Motorsport.com.
Der kan da også sagtens være noget om snakken. I 2022 vejede Formel 1-bilerne nemlig mere end nogensinde før. Med en kampvægt på 798 kilo er de ikke set hverken tungere eller større før i sportens 73 år lange historie.
– – Hvis du bare bliver ved med at gøre dem tungere og tungere og stærkere og stærkere, kommer man til et punkt, hvor den faktisk ikke er sikker mere, siger Mercedes-køreren.