Kommunernes indtægter fra parkering og p-afgifter slår igen rekord. FDM mistænker, at p-pladserne bruges som en pengemaskine i stedet for at regulere trafikken.
De danske kommuner har igen sat en ny rekord og tjener nu 1,2 milliarder kroner om året på bilisternes parkering.
De massive indtægter kommer både fra betalingsparkering og et rekordhøjt antal p-afgifter.
Det viser FDM’s årlige undersøgelse af kommunernes parkeringsindtægter.
I 2024 lød den samlede bruttoindtægt fra parkering på præcis 1.217.573.847 kroner. Det er en stigning på 52 procent over de seneste 10 år.
Af det store beløb kommer 900 millioner kroner fra betalingsparkering, mens de resterende 317 millioner kroner stammer fra p-afgifter.
Det er især kommunerne København, Frederiksberg og Aarhus, der står for de største stigninger i p-indtægter.
Rekordmange p-afgifter skyldes mangel på p-pladser
Sidste år blev der udskrevet 627.825 kommunale p-afgifter. Det er en ny rekord og en stigning på næsten 60.000 afgifter i forhold til 2023.
Ifølge FDM er det høje antal dog ikke nødvendigvis et tegn på, at bilisterne er blevet dårligere til at parkere.
– De rekordmange p-afgifter er et konkret udtryk for, at der mangler p-pladser, og at der er kamp om mulighederne for at parkere, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, i en pressemeddelelse.
Han mener, at manglen på pladser presser nogle bilister til at træffe et valg om at parkere ulovligt.
Af landets 98 kommuner har 56 en form for parkeringskontrol, mens 26 har indført betalingsparkering.
FDM: Kommuner bruger parkering som pengemaskine
Hos FDM er man kritisk over for kommunernes stigende indtægter. Man anerkender, at betalingsparkering kan være nødvendigt for at regulere trafikken.
Men FDM mistænker, at pengene også bruges som en nem indtægtskilde til kommunekassen.
– Man kan få den mistanke, at det ikke kun er for at regulere trængslen på p-pladserne, men også for at få en belejlig indtægt, der bruges på noget, der intet har med bilister eller infrastruktur at gøre, siger Dennis Lange.
FDM foreslår derfor, at flere kommuner får modregnet deres p-indtægter i bloktilskuddet fra staten.
I dag gælder det kun for København og Frederiksberg. Det vil gøre det mindre attraktivt at bruge parkering som en pengemaskine.
Den nye rekord er en fortsættelse af en årelang tendens. Allerede i august 2023 kunne Boosted fortælle, at kommunernes indtægter for første gang havde rundet 1 milliard kroner om året.


