Det, der begyndte som et brugstyveri, udviklede sig til en vild jagt på en asylansøger i Viborg.
Det gik med op mod 180 km/t og med politiet i spejlene, da en 37-årig asylansøger natten til fredag stjal en BMW i Viborg. Det skriver TV Midtvest.
Undervejs, skriver mediet, blev det nødvendigt at tilkalde assistance fra hundepatrulje og lokalpolitiet i Skive. For den 37-årige mand ville ikke stoppe, og i mere end 20 minutter forsøgte han at tage flugten.
Peter Søndergaard, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg, siger, at det bestemt ikke er noget, ordensmagten ser hverdag.
Først omkring Herningvej i Skive lykkedes det politiet, at punktere 3 af BMW’ens fire dæk med såkaldte stop sticks der minder om sømmåtter. Siden viste det sig, at manden bag rattet er ukrainer.
LÆS OGSÅ: Stort flertal af seerne: “BBC skal lukke Top Gear”
Fredag formiddag vidste politiet stadig ikke, hvordan tyven fik startet bilen. For ejeren af BMW’en var – da den blev stjålet – stadig i besiddelse af begge nøgler.
Både over for politiet og i retten ved grundlovsforhøret har den 37-årige mand siden nægtet sig skyldig i noget som helst. Alligevel blev han varetægtsfængslet i fire uger. Myndighederne er nemlig bange for, at han kan finde på at smutte ud af landet.
Manden er tidligere blevet idømt et indrejseforbud. Men det har altså ikke holdt ham væk. BMW’ens ejer kan regne med at få bilen igen, når politiet er færdige med deres undersøgelser.