De tog både hans bilnøgler og kørekort. Politiet forbarmede sig dog halvvejs og en bare 18-årig vanvidsbilist, der onsdag aften fik et lift hjem.
En 18-årig vanvidsbilist fik onsdag aften en noget usædvanlig behandling af politiet.
Først mistede han både kørekort og bil efter at være blevet målt til 120 km/t i en 50-zone på Ølbyvej i Køge. Bagefter fik han et lift hjem af de samme betjente, der lige havde sigtet ham.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Uheldigvis for den meget unge bilist var nogle færdselsbetjente nemlig ude på vejene med laserstyret fartkontrol, da han dukkede op.
Klassificeres som vanvidskørsel
Laseren viste en hastighed på 120 km/t på en strækning, hvor man kun må køre 50 km/t.
Da hastigheden var mere end det dobbelte af det tilladte og samtidig over 100 km/t, blev kørslen automatisk kategoriseret som vanvidskørsel.
Patruljen satte efter bilen og fik den standset.
Bag rattet sad en 18-årig mand fra Køge. Han var en helt ny bilist, der netop havde fået kørekort.
Konsekvenserne af den hasarderede kørsel var øjeblikkelige og kontante.
Accepterede beslaglæggelse og fik lift hjem
Betjentene sigtede den 18-årige for vanvidskørsel og inddrog hans kørekort på stedet.
De informerede ham også om, at den bil, han kørte i, ville blive beslaglagt på stedet med henblik på konfiskation.
Ifølge politiet havde den unge mand kun ejet den ældre personbil i få måneder.
Den 18-årige accepterede beslaglæggelsen af bilen.
Efter at en autotransport var blevet bestilt til at hente bilen, stod den unge mand nu uden bil og kørekort. Politiet valgte herefter at give ham et lift hjem.
Den 18-årige kan nu se frem til et retsligt efterspil.
Her vil han, udover en længere ubetinget frakendelse af kørekortet, sandsynligvis også blive idømt en fængselsstraf.
Det er desværre ikke sjældent, at unge mænd må aflevere deres køretøjer til politiet. Som Boosted for nylig kunne fortælle, endte en 24-årig mands vanvidskørsel på motorcykel med, at politiet beslaglagde den motorcykel, han officielt havde lånt af sin mor.


