Masseproduktionen af Nios 150 kWh-store batteri begyndte i april 2024. Men lige siden har det været svært at finde kunder. Og nu stopper produktionen igen.
Det skulle have været batteriet, der kunne få Nios elbiler til at køre 1.000 kilometer på en opladning.
Og batteriet på 150 kWh findes da som sådan også, faktisk begyndte produktionen i april sidste år, hvilket kunderne ikke gør.
Batteriet, der vejer 575 kilo, er der nemlig ikke nogen, der gider købe. Så nu indstilles produktionen.
Også selvom Nios grundlægger William Li siger, at man har fremstillet ‘flere hundrede eksemplarer af batteriet’.
– Vi implementerede batterierne for at give vores brugere mulighed for fleksibelt at opgradere til 150 kWh, men vi har opdaget, at de ikke bruger dette batteri så ofte, som vi havde forventet.
– For år tilbage, da vi ikke havde så mange batteribyttestationer, var accepteringsraten mellem 75 kWh og 100 kWh batterier 50:50.
– Men nu, med mere end 3.500 byttestationer i Kina, vælger 97 procent af brugerne faktisk 75 kWh-batteriet i stedet for 100 kWh-batteriet, bemærker Li ifølge electric-vehicles.
Herhjemme er batteriskiftestationerne dog ikke nogen succes. Nio har selv måttet pille den eneste station, mærket fik sat op, ned igen.
Stationen, der var placeret i Slagelse, havde forinden ‘nedrivningen’ været ude af drift i flere måneder. Og mærkets nye importør, der skal forsøge at genrejse salget i Danmark, vil ikke drive teknologien videre.
Tilværelsen som nyere bilmærke er da heller ikke let. Tilbage i januar kunne Boosted fortælle præcis, hvor mange penge det kinesiske bilmærke sætter til hver eneste dag.

