Efter en “ikke anbefalet”-dom fra Euro NCAP retter BYD nu ind. Den kinesiske Atto 3 er blevet fikset med ny teknologi og en vigtig softwareopdatering.
Efter voldsom kritik fra den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP retter den kinesiske bilgigant BYD nu ind.
En række forbedringer har løftet en kritisk sikkerhedsscore på modellen Atto 3 fra katastrofale 35 procent til 80 procent.
Det oplyser Euro NCAP.
Sidste år testede organisationen assistentsystemerne i den elektriske SUV BYD Atto 3.
Resultatet var så dårligt, at bilen fik prædikatet “anbefales ikke”.
Det er den kritik, som BYD nu har reageret på.
Livsfarlig fejl: Bilen fortsatte uden fører
Den oprindelige kritik fra Euro NCAP var nådesløst hård og handlede om alvorlige sikkerhedsbrister hos kineserne. Bilerne var ganske enkelt slet ikke gode nok.
Testen viste bl.a., at Atto3 havde en tendens til at fejlfortolke hastighedsskilte.
Endnu mere alvorligt var det dog, at vognbaneassistenten slog fra, hvis føreren mistede bevidstheden eller opmærksomheden. Fartpiloten fortsatte derimod med at holde den indstillede hastighed.
Det betød, at bilen ville fortsætte ligeud med høj fart, men uden nogen form for styring. En livsfarlig situation.
Den fejl gav en bundskraber-score på kun 35 procent for bilens “backup-løsning”.
Ny teknologi fra Bosch og softwareopdatering
Den massive kritik har nu fået BYD til at reagere på to fronter.
For alle nye biler fra modelår 2025 har BYD udskiftet det tidligere system fra underleverandøren Veoneer med et nyt system fra Bosch.
Da Euro NCAP testede den nye version, var resultatet markant bedre. Scoren for backup-løsningen er nu forbedret til 80 procent.
For de biler, der allerede er på vejene, har BYD udsendt en vigtig softwareopdatering.
Opdateringen hæver scoren for de ældre biler til 72 procent.
Euro NCAPs tekniske direktør, Richard Schram, kommer med en klar opfordring.
– Ejere, der har en Atto 3 før modelår 2025, skal sørge for at installere den seneste softwareopdatering for at kunne bruge de forbedrede systemer.
Mens BYD altså retter ind efter kritik af sikkerhedssystemerne, er der andre problemer, som de kinesiske mærker kæmper med i Europa.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, advarer britiske forsikringsselskaber om, at mange nye kinesiske biler er “alarmerende nemme at stjæle“.


