Herhjemme blev den eneste forhandler solgt fra i juni måned. Nu lukker svenske Hedin Automotive et helt Iveco-anlæg efter bare 3 år.
Samtlige ansatte på Ivecos anlæg i Malmø, der blev indviet for bare 3 år siden, er varslet fyret. De har sidste arbejdsdag 31. januar 2026.
Det oplyser Kristina Wärmare, der er pressechef hos Hedin Automotive.
Ifølge Carup drejer det sig om 8 ansatte, der er varslet fyret.
Herhjemme har den svenske bilimportør også haft travlt med at sælge fra af sine aktiviteter. Den eneste Iveco-forhandler, der ligger i Odense, blev solgt fra i juni.
På den anden side er flere danske aktiviteter blevet opkøbt af svenskerne. Blandt andet har man købt sig ind hos Koed A/S, der handler med BMW-dele.
Mens man har solgt forhandlingen af BYD fra i Tyskland. Handlen betyder, at den kinesiske koncern nu selv varetager salget af sine biler i vores naboland mod syd.
Importør har tabt over 1 milliard kroner
Hedin Automotive har da også deres at slås med. I november 2024 kunne Boosted fortælle, at koncernen samlet set tabte over 1 milliard kroner.
Situationen tvang dengang Hedin til at bede långiverne om at udskyde en række krav i flere låneaftaler for at undgå en øjeblikkelig tilbagebetaling af alt, hvad koncernen har lån for.
Den svenske koncern er dog ikke den eneste, der har svært ved at få enderne til at mødes. I hvert fald økonomisk.
Flere af de helt store bilmærker har brugt det seneste år på at varsle enorme besparelser, adskillige fyringer og nedskrivninger på driften.
Senest har Stellantis meldt ud, at man på trods af det første kvartalsregnskab med sorte tal på bundlinjen i flere år, forbedrer sig på en række store nedskrivninger mod slutningen af 2025.
Her er det bl.a. en række fejlslagne investeringer i elbiler, der får skylden.

