Hvis Jaguar overlever, bliver det udelukkende med elbiler på programmet. Mærket benægter, at hybridmodeller skulle være på vej.
Jaguar har fået kolde fødder i forhold til elbiler.
Eller også har de ikke. I hvert fald benægter ledelsen nu, at inginørerne har fået besked på at udvikle en hybridløsning til konceptbilen Type 00.
En bil der skal genrejse Jaguar, efter at ledelsen har erkendt, at man ikke kan konkurrere med volumen-mærker som Mercedes, Audi og BMW.
I stedet hedder det sig nu, at Jaguar vil skrue op for prisen og ned for produktionen. Helt konkret vil det indisk-ejede mærke nu konkurrere med Rolls-Royce og Bentley.
Hvis der da ellers er et kundegrundlag. Det mener en anonym Jaguar-forhandler i Tyskland eksempelvis, at der overhovedet ikke er.
Selv regner Jaguar da også med, at 85 procent af de nuværende kunder forsvinder. Men der er altså tilsyneladende ikke hold i historien om, at Jaguar forsøger at holde på de sidste 15 procent med mere rækkevidde.
Overfor Automotive News benægter Jaguar, at sådan en løsning er på vej. Og så kan det blive rigtig svært at drive et bilmærke.
Analysefirmaet S&P Global fortæller Automobilwoche, at der endnu ikke findes et såkaldt premiummærke, der udelukkende tør sælge elbiler.
Selv Rolls-Royce, der er en del af BMW Group, holder fast i V12-motoren. Selv holder BMW liv i både den klassiske rækkesekser og V8-motoren.


