JA! Der ligger en 7-liters V12’er i denne Mercedes E-Klasse

Udadtil ligner det her en Mercedes S 124, som de var flest i midt-80’erne. Men det er så langt fra tilfældet, som vi kan komme.

Skulle det være rigtig sjovt i 80’erne – og det skulle det – kørte du Mercedes 500e. Du ved, den W124’er, som Mercedes fik Porsches hjælp til at udstyre med 5-liters V8’er.

Men vi skal faktisk over i stationcar-karosseriet, S 124, og helt frem året før Mercedes tog modellen af samlebåndet, før det bliver sådan rigtig sjovt. Skabt i 1995 af den tyske tuner MBK. For dem var det nemlig ikke nok med de 326 hestekræfter fra V8’erne i 500e. Langt fra nok.

Flere cylindre og fremfor alt flere hestekræfter måtte til. Og på en eller anden måde lykkedes det dem faktisk at mase et eksemplar af Mercedes’ egen M120-V12-motor ned mellem forhjulene.

Artiklen fortsætter efter reklamerne:

FRA EN DISKRET TID
Samme motor som lå i SL600. Men som i de første Pagani Zonda’er var forøget til en slagvolumen på hele 7 liter. Og det er netop superbilsværdige konfiguration, MBK byggede MKB 70TE op efter.

Basisbilen er dog noget en noget mindre glorværdig 300TE. Men med de diskret udbyggede skærme fra 500e begynder det at ligne noget. Du skal dog stadig vide, hvad du står overfor, for virkelig at sætte pris på ombygningen.

EN AMG-DRÆBER
Diskretion synes at være kodeordet her. Bilens 528 hestekræfter og 738 newtonmeter, gør den dog alt andet end diskret, når først der lukkes op.

Til sammenligning havde datidens AMG-model E 60 AMG bare 381 hestekræfter og 580 newtonmeter at gøre godt med.

0 til 100 km/t er overstået på 5,4 sekunder, og bilen lægger sig stabilt i ydresporet med 300 km/t. Ingen problemer der.

Samtlige hypper går direkte i noget Dunlop-gummi i størrelsen 235 / 40ZR18 på forakslen, mens de bagerste dæk måler 265 millimeter i bredden. Fik vi nævnt, at det stadig er den firetrins automatgearkasse, der fordeler kræfterne?

10 S-KLASSER VAR ENDNU VILDERE
Når det så er sagt, er MKB 70TE faktisk ikke den vildeste stjerne-stationcar fra dengang. Det er de ti S73 T, som AMG producerede til den bilgale sultan af Brunei.

De havde allesammen AMG-V12’er på 7,3 liter. Og selvom det efterhånden er mange år siden, er der aldrig sluppet ret meget ud om bilerne. Men ifølge nogle kilder skulle de alle sammen yder 565 hestekræfter og 740 newtonmeter.

Men nu er det jo egentlig MKB 70TE, dette skriv drejer sig om, så…..

Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at bladre i billederne af bilen.  


Reklame: