I Sverige faldt andelen af elbiler til under 35 procent, efter den politiske støtte blev fjernet. Danmark har netop sat rekord, men usikkerhed om afgifter kan vende udviklingen.
Sverige var for få år siden foran Danmark i salget af elbiler. I dag er billedet vendt.
Efter at svenske politikere fjernede den økonomiske støtte, er elbilandelen faldet til under 35 procent. Det er et markant fald fra 2023, hvor Sverige var europæisk frontløber.
I Danmark er situationen lige nu en helt anden. I september blev der indregistreret 17.702 nye biler, og 12.992 af dem var elbiler.
Det svarer til en markedsandel på 73,4 procent – og hele 90 procent blandt privatkunder. Tesla Model Y var den mest solgte bil med 1.955 registreringer, mens Skoda Elroq og Skoda Enyaq iV også havde stærke måneder.
Tesla fastholdt sin styrke i Danmark gennem en kombination af rabatter og leverancer fra Gigafactory i Berlin-Brandenburg. Kampagnen med 25.000 kr. i rabat ved indbytning samt udlevering af over 1.000 biler alene i de sidste uger af september bidrog til det høje salgstal.
Advarsel fra Sverige: Farligt at fjerne støtten til elbiler
Mobility Sweden advarer om, at Danmark kan opleve samme fald som Sverige, hvis politisk støtte fjernes for tidligt.
”Hvis man i Danmark fjerner støtten til elbiler for tidligt, vil det påvirke salget negativt – præcis som vi har set i Sverige,” siger Mattias Bergman, CEO i Mobility Sweden.
Ifølge Mobility Denmark viser de danske rekorder potentialet, men også hvor hurtigt udviklingen kan gå tabt.
”Skatteministerens tilkendegivelse er positiv, men kræver samtidig, at der snart træffes en beslutning om bilafgifterne. En grøn bilfremtid sikres ved at gøre valget af elbiler permanent attraktivt, til gavn for både branchen, forbrugerne og ikke mindst klimaet og luftkvaliteten.”
“Men tiden er knap, og der er behov for handling nu. Uden stærke incitamenter forventer vi en opbremsning i antallet af elbiler – hvilket ikke er i overensstemmelse med politikernes grønne ambitioner,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Risiko for brat opbremsning i salget af elbiler i Danmark
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har understreget, at hun ønsker at fastholde udviklingen, men konkrete afgiftsplaner er endnu ikke på plads. Branchen frygter derfor, at de rekordhøje tal kan blive kortvarige.
Samtidig peger analytikere på, at Teslas globale salgstal for tredje kvartal, som netop har sat rekord, kan få betydning for både aktiekursen og udviklingen på verdens aktiemarkeder.
Tesla-aktien er fordoblet siden april, og selskabets resultater kan få indflydelse langt ud over bilbranchen. Læs mere om den historie her!
Danmark står i dag som frontløber i Europa med rekordhøje salgstal for elbiler. Men erfaringerne fra Sverige viser, hvor hurtigt festen kan slutte, hvis de politiske rammer ændres.
Kilde: Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning. De står også bag Bilstatistik.dk


