Normalt er det ikke noget, han kigger efter. Men youtuberen Bjørn Nyland fik alligevel et chok over benzinprisen i Norge, der nu er under 10 kroner literen.
Det er normalt ikke, hvad den norske youtuber Bjørn Nylands videoer handler om. Men han gjorde alligevel en undtagelse forleden.
I forbindelse med en test af den nye, elektriske Ford Capri fik nordmanden sig nemlig noget af et chok, da han så priserne på benzinstanderen.
Det fortæller han selv i videoen.
– Normalt er det ikke benzinpriser, jeg kigger efter. Men se lige her engang. 15,59 norske kroner for 95 Blyfri. Det er billigt, lyder det fra Bjørn Nyland.
Og det har han ret i. For med den danske vekselkurs svarer det til lige under 10 kroner literen. Men i Sverige kan de faktisk også være med. Læs mere om det her.
Norge følger trop – benzin er nu billigere end mælk
Ser man på Norden som helhed, er det faktisk kun i Danmark, at prisen er høj. Eller i hvert fald højere. 1. januar i år lagde SVM-regeringen nemlig øgede afgifter på både benzin og diesel herhjemme.
Afgiftsstigningen er resultatet af en meget gammel politisk aftale kaldet forårspakken 2.0. Den blev vedtaget helt tilbage i 2009.
Og selvom den rå benzinpris er faldet på grund af verdensmarkedets lavere efterspørgsel, betaler danskerne stadig næsten 5 kroner mere pr. liter benzin end både svenskerne og nordmændene gør i øjeblikket.
Værre bliver det af, at et politisk flertal på Christiansborg tilbage i 2020 besluttede at hæve alle afgifter på biler frem mod 2026. Ikke engang veteranbiler går fri. Læs mere om det her.
Faktisk er det kun dieselbilejere, der kan sætte budgettet til brændstof i hverdagen en smule ned. Regeringen har nemlig besluttet at reducere den såkaldte udligningsafgift.
Det sker frem til 2026 med 30 procent, før reduktionen i 2027 skrumper ind til 21 procent. Sådan en rabat i afgiftsregningen er der ikke til folk med benzinbiler.
Omvendt er der yderligere hjælp på vej til folk med elbiler. Skatteminister Rasmus Stoklund (S) vil efter flere benægtelser nu alligevel også give husejere med solceller på taget afgiftsrefusion, når de lader deres elbiler.


