Uge 29 er ikke bare fest i Skagen. Det er også en undskyldning for at jagte bilister i hele landsdele. Det synes bilimportørerne dog er til grin.
De danske bilimportøreres organisation er ikke meget for, at politiet og Motorstyrelsen i denne uge bruger både tid og kræfter på at jagter bilister.
Som Boosted tidligere har kunnet fortælle, har myndighederne udvidet den tradtionelle uge 29-jagt på bilister til nu også at gælde hele Fyn.
– Selvfølgelig skal man betale sin afgift. Men de massive kontrolaktioner er et direkte resultat af et gammeldags og unødvendigt komplekst afgiftssystem.
– Det er spild af tid og kræfter for politiet, Motorstyrelsen og i sidste ende for alle skatteydere, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark, i en pressemeddelelse.
Bilimportørerne, der hellere vil basere bilafgifterne i Danmark på eksempelvis bilernes tekniske egenskaber, som vægt eller energieffektivitet, kommer dog til at kigge langt efter den slags løsninger.
Den afgiftsændring, som regering med skatteminister Rasmus Stoklund (S) i spidsen lagde op til skulle komme inden sommerferien, er nemlig ikke på plads endnu.
Og hvis man spørger brancheekspert Jacob Skjærris er der ingen grund til, at danskerne sætter næsten op efter, at bilerne i Danmark bliver billigere.
Det er nemlig slet ikke tilfældet, skrev han tilbage i maj i et opslag på LinkedIn.
– Provenuneutral betyder, at der skal findes penge et andet sted. En afgiftsrabat forudsætter, at der er noget at give af. Hvilket der ikke er på elbiler op til 419.000 kroner.
– Roadpricing er et andet ord for vejafgift, som kan give mening i områder med trængsel, skriver brancheeksperten.
Hos Motorstyrelsen køber man dog næppe bilimportørernes argument med, at det er spild af penge at jagte bilister i uge 29.
– Vi har i mange år haft rigtig meget kontrol i Skagensområdet i uge 29, og det har historisk også resulteret i mange sager, udtaler underdirektør i Motorstyrelsen, Claus Holm.
– Men i år kommer vi til at lægge det største kontroltryk et andet sted i sommerlandet end i Skagen, og det bliver så på Fyn den her gang.
Hvordan Motorstyrelsen planlægger at udføre de sikkert mange kontroller i løbet af ugen, ønsker styrelsen ikke at oplyse på forhånd.


