En amerikansk hundeejer har fået specialbygget en Rolls-Royce Spectre til ære for sin hund, Bailey. Bilen, der koster over 6 millioner kroner, er fyldt med poteaftryk.
Rolls-Royce har bygget en helt unik bil til en værdi af over 4 millioner kroner. Bevares, det har de gjort flere gange.
Men den her er alligevel ikke som Rolls-Royce ‘er flest’.
Bilen, en fuldt elektrisk Spectre, er skabt som en hyldest til en hund. Den er specialdesignet til at matche ejernes elskede blandingshund, Bailey.
– Vi er livslange bilentusiaster.
– Men vi er også livslange dyreelskere, og vores hund Bailey er et elsket medlem af vores familie, siger ejerne, der ifølge Rolls-Royce har betinget af sig anonymitet.
De, altså ejerne, har fået skabt, hvad der må være verdens mest luksuriøse hundekurv på hjul.
Bilen er endda blevet døbt “Bailey” efter hunden, der en krydsning mellem en golden retriever og en labrador.
Specialmalet i hundens pelsfarve
Bilen er et eksempel på det absolut ypperste inden for skræddersyede løsninger fra Rolls-Royces “Bespoke”-afdeling.
Selv i basisudgaven koster en Rolls-Royce Spectre lige knap 4 millioner kroner. Denne specialudgave har været betydeligt dyrere.
Karrosseriet er specialmalet i en farve, der er designet til at ligne hundens pels.
Hen over siden af bilen er der malet poteaftryk i rosaguld.
Men det er bilens interiør, der for alvor skiller sig ud og viser det ekstreme niveau af detaljer.
Portræt af Bailey i 180 stykker træ
Indstigningslisterne er dekoreret med Baileys poteaftryk, ligeledes i rosaguld.
Mellem bilens to bagsæder finder man det mest imponerende element.
Her er et detaljeret portræt af hunden Bailey, som er skabt i træ.
Portrættet er en intarsia, der er sammensat af 180 individuelle stykker valnøddefinér.
– For at indfange varmen og teksturen i Baileys pels udforskede håndværkeren et rigt spektrum af naturlige finerer og eksperimenterede med åreretning, tone og tekstur, oplyser Rolls-Royce.
De ekstreme og dyre special-byggerier er ikke et ukendt fænomen for verdens rigeste bilkøbere.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er Sultanen af Brunei, der er kendt for sin bilsamling på 7.000 biler, netop nu i gang med at sælge en af sine ti sjældne McLaren F1-modeller for et trecifret millionbeløb.


