Hongqi S9 går fra 0 til 100 km/t på 1,9 sekunder


Endnu en hyperbil ingen kender men som alle burde kende.

Hvis Silk-FAW Automotive ikke siger dig noget, er du tilgivet. Vi måtte også lige have gang i en hurtig google-søgning for at få hukommelsen i sving.

Bag navnet gemmer sig en lille kinesisk-italiensk (ja, det findes) bilproducent med store armbevægelser. Hongqi S9 skal bygges i 99 eksemplarer, og bliver det til noget, får hver kunde en fuldstændig sindssyg bil.


‘Ingen detalje er overladt til tilfældigerne, vi har designet form og teknik, til vi nåede den perfekte balance mellem aerodynamik, propertioner og skønhed, siger designchef Walter De Silva.

Designschef med imponerende CV
Han er ikke en Hr. Hvem som helst. På CV’et står blandt andet stregerne til biler som Audi R8, Lamborghini Egoista og den oprindelige Audi TT.

Hongqi S9 blev første gang vist på Frankfurt Motorshow i 2019. Men den har siden da undergået en række forandringer. Blandt andet yder motoren – en V8’er med dobbelte turboer og tre elmotorer – hele 1.400 hestekræfter.

Silk-FAW siger, at det gør bilen god for en topfart på 400 km/t, de første 0-100 km/t er forbi på bare 1,9 sekunder. Pris? 1.45 millioner euro. Eller godt 11 millioner danske kroner. Selvfølgelig uden afgift.

Silk-FAW forventer at kunne levere de første biler i begyndelsen af 2022.



Boosted.dk er Danmarks største site om biler. Vil du i kontakt med os? Skriv til boosted@boosted.dk