Det hollandske bilmærke Spyker genopstår efter en langstrakt konkurssag. Stifteren Victor Muller er anklaget for bedrageri, og mærket er nu solgt til en hemmelig køber.
Efter 22 separate konkurssager og en bedragerisag mod stifteren, ser det ud til, at det hollandske sportsvognsmærke Spyker genopstår.
Rettighederne til både navn og biler er blevet solgt til en ny, hemmelig køber, lyder det i hollandske medier.
Det er et markant gennembrud i en af bilverdenens mest langstrakte og dramatiske konkurssager.
Spyker har en historik med utallige mislykkede redningsforsøg. Seneste comeback blev offentliggjort i 2021. Mærket skulle være tilbage senest året efter. Der skete bare aldrig noget.
Siden da er mærkets stifter, Victor Muller, også blevet sigtet for bedrageri. Men nu ser det ud til, at der endelig er lys for enden af tunnelen.
Stifter anklaget for grov adfærd
Gennembruddet i sagen er sket, efter at konkursboets kurator har anklaget Victor Muller for “upassende ledelse”.
Det skriver det hollandske erhvervsmedie RTL Z på baggrund af de mange konkurssager.
Anklagerne betyder, at de tidligere direktører kan holdes personligt ansvarlige for Spykers massive gæld.
Det juridiske pres har tilsyneladende fået Victor Muller til at opgive kontrollen med varemærkerettighederne til Spyker-navnet.
Rettigheder, som kuratoren nu har formået at sælge. Det er den handel, der baner vejen for et comeback.
Solgt til en hemmelig køber
Identiteten på den nye ejer er endnu ikke offentliggjort. Det vil først ske, når en dommer i det hollandske retssystem formelt har godkendt salget.
Ifølge kuratoren er der tale om en “fremragende aftale for kreditorerne”. Handlen skulle være så god, at kreditorerne kan forvente at få deres penge tilbage inden årets udgang.
Imens opholder stifteren Victor Muller sig i Spanien.
Han er ifølge kurator blevet informeret om salgtet af sit livsværk. Men Muller har ligeledes ifølge konkursboet ikke svaret på henvendelserne.
Kuratoren kalder Mullers opførsel for “nonchalant”. Desuden kan det ikke udelukkes, at konkursboet vil indlede flere søgsmål mod stifteren.
Fremtiden for Spyker er nu i hænderne på den nye, ukendte ejer.
Det er endnu uvist, om de vil bygge en ny udgave af C8-model eller genoplive mærkets fortid inden for flyproduktion eller Formel 1.
At starte et nyt bilmærke er ekstremt svært, selv med store ambitioner.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er det vietnamesiske elbilmærke VinFast i dyb krise og har tabt over fire milliarder kroner på bare tre måneder, på trods af at have landets rigeste mand i ryggen.


