Fra trykt magasin i 2013 til Danmarks største site for bilnyheder med millioner af visninger hver måned. Her er historien om Boosted.
Boosted er i dag kendt som mediet, hvor danske bilentusiaster finder daglige nyheder om biler, elbiler, bilbranchen, trafik, teknologi og tendenser i bilverdenen. Vejen dertil begyndte tilbage i 2013, hvor Boosted Magazine blev lanceret som godt, gammeldags trykt magasin.
Men faktisk startede historien om Boosted i virkeligheden allerede mange år tidligere. I 2005 mødte Martin Poorhamidi og Kasper Erling nemlig hinanden for første gang. Martin stillede op i konkurrencen Danmarks Flotteste Bil med sin hjemmebyggede Opel Astra, mens Kasper arbejdede som motorjournalist og fotograf på det legendariske magasin Vmax.
Kasper fik til opgave at lave en artikel om Martins bil til Vmax, som på det tidspunkt var et af Danmarks mest læste trykte bilmagasiner. Og det møde blev startskuddet til et mangeårigt makkerskab.
Kort tid efter blev Martin også ansat på Vmax, som manglede en bilkyndig skribent. Og sådan blev de to biltosser altså kollegaer i medieverdenen.
Men efter nogle år blev Forlaget Benjamin, som udgav Vmax, solgt til svenske Bonnier, og det førte til nedlukningen af Vmax i slutningen af 2013. Men det ville Martin og Kasper ikke høre tale om, så Boosted Magazine blev lanceret allerede inden Vmax-lukningen, og derfor kunne Boosted overtage hyldepladserne fra Vmax i alle butikker over hele Danmark. Dermed blev grundstenen lagt til et nyt bilmedie i Danmark.

Boosted Magazine endte med at blive Danmarks største bilmedie
Boosted Magazine blev fra begyndelsen drevet med det trykte magasin som det primære medie, men med onlinedelen på Boosted.dk som sideløbende platform med nyheder allerede fra begyndelsen.
I de første år var fokus primært på specialbiler, bilkultur, events og biludstyr. Men bilbranchen ændrede sig hurtigt. Elbiler, nye bilmærker, batteriteknologi og politiske beslutninger gjorde aktualitet og tempo afgørende, og det blev tydeligt, at daglige bilnyheder havde langt større potentiale digitalt end på papir, hvor der var flere uger fra skrivning til udgivelse.
Papiret skrottes og Boosted.dk går all-in på bilnyheder
I 2018 traf Martin Poorhamidi og Kasper Erling derfor en afgørende beslutning. Det trykte Boosted Magazine blev lukket ned, og Boosted.dk blev fremover det eneste journalistiske fokus.
Overgangen markerede et klart og nødvendigt strategisk skifte. Hvor det trykte magasin havde faste deadlines og begrænset aktualitet, gav web mulighed for daglige nyheder om det, der betød noget for rigtig mange danskere: De seneste nyheder om biler, elbiler og bilbranchen generelt.
Det digitale fokus viste sig hurtigt at være den rigtige beslutning. Læserne væltede ind på Boosted.dk.
Daglige nyheder om biler og bilbranchen
I dag udkommer der dagligt et stort antal gratis artikler på Boosted.dk. Fokus er konsekvent på nyheder om biler og hele bilbranchen, både i Danmark og internationalt.
Sitet dækker alt om alle bilmærker, nye elbilproducenter og den politiske og økonomiske udvikling, der påvirker bilister i ind- og udland. Elbiler fylder stadig mere, men også benzin- og dieselbiler indgår naturligt i dækningen fra den lille redaktion.
Boosted har i dag opbygget en stærk position som et hurtigt, aktuelt og troværdigt bilmedie med fokus på nyheder og knap så mange kedelige tests og lange anmeldelser.
Af samme årsag er Boosted.dk nu Danmarks største bilsite målt på rækkevidde og trafik. Hver måned læses millioner af artikler om biler, elbiler og bilnyheder fra hele verden.
Boosted er desuden synligt i Google Discover og fungerer for mange danskere som deres primære kilde til nyheder om biler og bilbranchen. Det samme er gældende på Facebook, hvor Boosted har 65.000 følgere. Plus 12.000 modtagere af et ugentligt nyhedsbrev.
De står også bag Danmarks største bilmesse
Boosted er dog ikke virksomhedens eneste gren i bilverdenen. Martin Poorhamidi og Kasper Erling står også bag Auto Show, som de stiftede i 2017.
Auto Show er i dag Danmarks største bilmesse og afholdes hvert år i Odense Congress Center. Messen har over 30.000 besøgende og samler nye biler, klassikere, racerbiler og underholdning for hele familien.
Auto Show fungerer som et fysisk samlingspunkt for bilinteresserede og understøtter Boosteds position som en vigtig aktør i den danske bilbranche.


