Kinesiske BYD stormer frem. Bare ikke på det danske marked. Nu kan en ny teknologi kaldet “God’s eye” måske hjælpe kinamærket på vej.
Mens BYD hyrer 200.000 nye folk for bare at følge med tempoet på mærkets egne fabrikker, kniber det med at overtale danskerne.
Det kan en ny teknologi, som kineserne kalder ‘God’s eye’, muligvis hjælpe med. Idéen er simpel. Eller sådan lyder det i hvert fald. Det ‘guddommelige øje’ skal høre selv BYD’s billigere elbiler selvkørende på et niveau, der ikke er set endnu.
Egentlig er alle BYD’s biler, der koster over 100.000 yuan svarende til lige knap 100.000 danske kroner, allerede udstyret med teknologien.
Men nu skal systemet også ud til mærkets billigere biler. Helt konkret dem der koster under 100.000 yuan. Og det er der en helt bestemt grund til.
BYD’s grundlægger og nuværende direktør tror nemlig på, at de selvkørende biler bliver det nye inden for i hvert fald den kinesiske bilindustri.
– Jeg tror på, at selvkørende teknologi vil blive det nye i kinesiske biler, siger Wang Chuanfu til det tyske medie Manager.
Direktøren mener, at det ikke kan vare længe, før de selvkørende biler er lige så almindelige som alle mulige andre sikkerhedssystemer, bilisterne i nye biler allerede tager for givet i dag.
Lige den betragtning er det dog ikke alle, der er enige med BYD-direktøren i. Nvidia, der bl.a. leverer chipsæt til Volvo og Toyota, tror ikke på de selvkørende biler. I hvert fald er de biler noget længere væk, end eksempelvis Tesla har påstået de seneste år.
Nvidia-direktøren giver ikke meget for Teslas tilgang, der sparer en masse sensorer væk for i stedet at satse på kameraer.
– Vi har brug for lidar, radar og alle lignende systemer. Ellers kan vi ikke garantere sikkerheden (i bilerne, red.), siger Kani i en kommentar til Autocar.
Læs flere artikler efter annoncerne: