Ny samkørselstjeneste går i luften få dage efter, at GoMore har lukket sin løsning. Handyhand vil koble chauffører og passagerer sammen igen.
GoMores beslutning om at lukke sin samkørselstjeneste efterlader tusindvis af danskere uden et kendt værktøj til fælles kørsel. Nu melder en ny aktør sig klar. Den danske onlinemarkedsplads Handyhand har lanceret en ny samkørselstjeneste blot en uge efter GoMores udmelding.
Den første tur er allerede oprettet, og løsningen er nu tilgængelig direkte på handyhand.dk. Ambitionen er klar: At udfylde tomrummet efter GoMore og give bilister og passagerer et nyt sted at finde hinanden.
Et alternativ til GoMore – med kendte funktioner
Handyhands nye samkørselsfunktion er bygget op, så den minder om det, mange danskere allerede kender. Chauffører kan oprette ture, mens passagerer kan finde, booke og betale direkte på platformen.
Det er muligt at aftale delstrækninger, mødested og pris, og både chauffør og passager får et samlet overblik over bookinger og ture. Samtidig er der klare regler for betaling og aflysning.
“Vi syntes, det var enormt ærgerligt, da vi hørte, at GoMores samkørselsmulighed skulle lukke. Det er et virkelig godt redskab – både for dem, der ikke har brug for eller råd til en bil til daglig, og set fra et klimaperspektiv,” siger Saxo Merrild Agdestein, direktør for Handyhand.
Fokus på tryghed, klima og fælles kørsel
Ifølge Handyhand er samkørsel ikke kun et spørgsmål om transport, men også om økonomi og ressourceudnyttelse. Flere i samme bil betyder færre biler på vejene, lavere omkostninger for den enkelte og bedre udnyttelse af eksisterende kapacitet.
Platformen har derfor samlet guides, vilkår og inspiration ét sted, så både nye og erfarne brugere hurtigt kan komme i gang. Der er også oversigter over populære ruter, som skal gøre det lettere at finde relevante ture.
“Derfor har vi den seneste uge arbejdet på højtryk for at skabe et reelt alternativ, der i funktionalitet og oplevelse minder om det, mange allerede kender,” fortæller Saxo Merrild Agdestein.
Åbner for dialog med GoMore
Handyhand lægger ikke skjul på, at man gerne ser tidligere GoMore-brugere som en del af den nye løsning. Samtidig rækker virksomheden hånden ud til GoMore selv.
“Hvis både GoMore og deres ridesharing-medlemmer er interesserede, kunne vi måske finde en løsning, hvor brugerne får mulighed for at tage historik og anmeldelser med videre,” siger Saxo Merrild Agdestein fra Handyhand.
Ifølge direktøren er tillid og erfaring centrale elementer i samkørsel, og noget mange brugere har brugt lang tid på at opbygge.
Samkørselstjenesten er allerede live på handyhand.dk, og virksomheden arbejder samtidig på at lancere en dedikeret app, så løsningen også bliver tilgængelig på mobilen.


