Tryg Forsikring tjente knap 8 milliarder kroner i 2025, mens værksteder og autolakerere kæmper for overlevelse. Nu langer Gitte Seeberg fra Autobranchen Danmark hårdt ud mod forsikringsselskaberne.
Mens danske autolakerere og skadesværksteder kæmper med stigende omkostninger og pres på priserne, tjener forsikringsselskaberne milliarder. Det fortæller Gitte Seeberg, administrerende direktør i AutoBranchen Danmark, og retter en markant kritik mod forsikringsbranchen.
Baggrunden er det seneste regnskab fra Tryg, der viser et forsikringsresultat på knap 8 milliarder kroner i 2025.
“Forsikringsselskaberne tjener milliarder, og kunder og værksteder betaler prisen,” skriver Gitte Seeberg i et opslag på LinkedIn.
Værksteder under pres fra forsikringsselskaberne
Ifølge Gitte Seeberg er situationen alvorlig for store dele af skadesbranchen. Autolakerere og karrosseriværksteder rammes af dårlig afregning, stigende udgifter til fragt og lånebiler samt timepriser, der ikke følger den generelle prisudvikling.
“Mens mange autolakerere og karrosseriværksteder kæmper for overlevelse, har Tryg aldrig tjent flere penge, end de gjorde sidste år,” skriver hun.
Samtidig peger hun på en skævhed i branchen, hvor forsikringsselskabernes indtjening vokser, mens samarbejdspartnerne presses hårdere og hårdere.
Topløn og trusler fra indkøbere og taksatorer
Kritikken bliver skærpet yderligere, når Gitte Seeberg fremhæver ledelseslønningerne i forsikringsbranchen. Trygs topchef modtog i 2025 en samlet årsløn på over 26 millioner kroner.
“Det er nok til, at det kunne dække underskuddet hos en lang række af de autolakerere og pladesmede, der lider under forsikringsselskabernes prispres,” skriver hun.
Hun henviser samtidig til en medlemsundersøgelse blandt Autobranchen Danmarks medlemmer, hvor 20 procent svarer, at de har oplevet deciderede trusler fra forsikringsselskabernes indkøbere og taksatorer.
Kvalitet og sikkerhed i fare
Ifølge samme undersøgelse vurderer næsten to ud af tre respondenter, at forsikringsselskabernes prispres kan give problemer med kvaliteten.
“Forsikringsselskaberne gambler med kvalitet og sikkerhed i reparationerne, når de presser priserne,” skriver Gitte Seeberg.
Hun rejser også kritik af brugen af kopireservedele frem for originale dele, ofte uden at kunderne informeres.
“Forsikringsselskaberne prioriterer brugen af kopireservedele af tvivlsom kvalitet uden at tænke på, hvad det betyder for eksempelvis bilens kollissionsegenskaber,” skriver Seeberg.
Tryg: Stærkt regnskab
Hos Tryg peger selskabet selv på et stærkt årsregnskab for 2025. Forsikringsresultatet landede på 7.945 mio. kr., en forbedring på 12,6 procent i forhold til året før.
“Vi har sikret en robust forretning, så vi fortsat kan investere massivt i kundeoplevelser og nye digitale løsninger,” siger Trygs koncernchef Johan Kirstein Brammer.
Tryg oplyser samtidig, at selskabet i 2025 har hjulpet kunder med næsten 2 millioner skadessager og udbetalt erstatninger for over 26,2 mia. kr.
Krav om kursændring fra Gitte Seeberg
Men for Gitte Seeberg er konklusionen klar. Forsikringsselskaberne må ændre adfærd.
Hun efterlyser mere ordentlighed, kvalitet og respekt i samarbejdet med både kunder og værksteder.
“Såvel kunder som samarbejdspartnere har fortjent meget, meget mere. Mest af alt fairness,” skriver Gitte Seeberg.


