VW er i knæ! Produktionen af Golf, Tiguan og Touran stoppes. Et kinesisk forbud mod chip-leverancer truer med at udløse en alvorlig krise.
Volkswagen tvinges nu til at stoppe produktionen af den populære Golf på grund af en ny og alvorlig chip-krise, der er under opsejling.
Krisen er udløst af en handelskrig mellem USA og Kina. Produktionsstoppet truer også med at ramme modellerne Tiguan, Touran og Tayron.
Det er en katastrofe for den i forvejen hårdt pressede, tyske bilgigant.
Ifølge flere tyske medier vil produktionen af Golf på hovedfabrikken i Wolfsburg blive suspenderet fra og med den 29. oktober.
Volkswagen har endnu ikke oplyst, hvor længe produktionsstoppet forventes at vare. Den nye krise stammer fra et pludseligt forsyningsstop af mikrochips fra firmaet Nexperia.
Kina svarer igen på amerikansk pres
Nexperia er et hollandsk-baseret firma, men det er ejet af kinesiske bagmænd.
Den hollandske regering overtog i sidste måned kontrollen med firmaet.
Det skete efter et massivt pres fra den amerikanske Trump-regering, der er bekymret for intellektuel ejendomsret.
Kinas svar kom prompte: Et totalt forbud mod eksport af Nexperias chips.
Volkswagen har officielt bekræftet, at de er blevet underrettet af Nexperia om, at firmaet ikke længere kan garantere leverancer af de afgørende chips.
VW har ingen plan B
Problemet for Volkswagen er akut. De har ingen umiddelbar alternativ leverandør.
Krisen er denne gang anderledes end under pandemien.
De chips, der nu mangler, er ikke de mest avancerede computerchips. Det er derimod mere simple, men absolut afgørende, halvledere.
De bruges til helt basale funktioner som lysstyring, startknapper og styresystemer.
Fordi de såkaldte halvledere – eller mikrochips – er integreret i sikkerhedscertificerede systemer, kan Volkswagen ikke bare købe dem et andet sted.
Eventuelle nye komponenter vil kræve måneders test og ny certificering, før de kan bruges.
Truer med massefyringer
Konsekvenserne for de ansatte er alvorlige.
Volkswagen har allerede indledt diskussioner med den tyske regering om at implementere “Kurzarbeit” (arbejdsfordeling).
Det er en statsstøttet ordning, der bruges til at undgå massefyringer under produktionsstop.
Frygten er nu, at produktionsstoppet vil sprede sig som en steppebrand til koncernens andre tyske fabrikker. Det gælder blandt andet fabrikkerne i Emden, Hannover og Zwickau, i takt med at lagrene af chips slipper op.
En katastrofe oveni en krise
Den nye produktionskrise kunne ikke have ramt Volkswagen på et værre tidspunkt.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er Volkswagen-koncernen i forvejen der, hvor man mangler penge. Mange penge.
Ledelsen forventer at mangle svimlende 11 milliarder euro, svarende til 82 milliarder danske kroner, i pengestrøm allerede i 2026.
Topchef Oliver Blume er i forvejen under et enormt pres for at gennemføre brutale nedskæringer overalt i koncernen – og nu er han altså ramt af en ny krise, han ingen kontrol har over.

