Den danske bilforhandler Ejner Hessel skal, udover 1.000 Mercedes G-Klasser, levere den ekstremt ombyggede ENOK til Forsvaret.
Den danske bilforhandler Ejner Hessel har vundet endnu et udbud hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI, red.)
Denne gang har det officielle Danmark købt en række nye køretøjer af typen ENOK, som er heftigt ombyggede Mercedes G-Klasse til militært brug.
Hvor mange biler, det drejer sig om, fremgår ikke af forhandlernes pressemeddelelse. Men der er nok at lave.
Udover ENOK-bilerne skal forhandleren nemlig hente hele 1.000 specialbyggede G-Klasser til Forsvaret inden 2029.
Den kontrakt sikrede forhandleren sig i sommer.
– Vi er ydmyge over, at FMI igen viser os den tillid at lade os levere nogle af Forsvarets vigtigste køretøjer, siger Michael Vincentz Nielsen, chef for udbud og offentlige kontrakter hos Ejner Hessel.
Selve ENOK-bilerne skal bygges i Tyskland, mens bilerne først skal forbi forhandleren i Danmark til endelig opbygning, slutmontage og integration af udstyr, før Forsvaret kan tage bilerne i brug.
Præcist hvornår Forsvaret skal bruge alle bilerne, er uvist. Men det fremgår, at de første biler, som lander i Danmark i løbet af 2026, skal bruges til en række test.
Først når disse er gennemført, kan og vil de sidste biler blive bestilt hjem.
Hvor meget Forsvaret har betalt for de nu langt mere end 1.000 nye biler, er heller ikke oplyst. Men den danske forhandler, der primært er kendt for sin Mercedes-forretning, klarer sig ganske pænt.
Som Boosted kunne fortælle tidligere i år, viste regnskaberne, at der kom hele 9,9 milliarder kroner ud af den samlede forretning i 2024.

