En tilsyneladende almindelig, brugt Skoda Superb er sat til salg for 220.000 euro. Årsagen vejer som et ondt år og kommer nok bag på de fleste.
En på overfladen helt almindelig, brugt Skoda Superb stationcar er blevet sat til salg. Den slags sker hver dag. Men ikke til 220.000 euro.
Det svarer til svimlende 1,6 millioner danske kroner. Og det er altså ikke en tastefejl.
Bilen er en specialbygget og fuldt pansret udgave af den tjekkiske stationcar, der kan modstå både skud og eksplosioner.
En brugt Skoda Superb af tredje generation, der blev introduceret i 2015, kan i dag fås for under 100.000 kroner.
Men det gælder ikke for det eksemplar, der netop nu er til salg i Tjekkiet. Her er prisen 5.378.000 tjekkiske koruna, eller 1,6 millioner danske kroner.
“Pancéřovaný” skjuler flere hemmeligheder
Det afgørende ord i salgsannoncen er “Pancéřovaný”. Det er tjekkisk og betyder “pansret”.
Bilen er blevet ombygget af det britiske firma UTAC Special Vehicles.
Den er blevet udstyret med en fuld PAS 300-panserpakke. Det er en type beskyttelse, der normalt er forbeholdt statsoverhoveder og VIP’er.
Pansringen gør ifølge firmaet bilen modstandsdygtig over for de fleste lette og mellemtunge skydevåben.
Den kan også modstå sprængstoffer som for eksempel håndgranater.
900 kilo ekstra panser
Ombygningen har tilføjet 900 kilo ekstra vægt til bilen.
Det inkluderer blandt andet stærkt pansret glas i alle ruder. Alene forruden vejer 100 kilo.
Den specifikke bil er venstrestyret og har angiveligt tidligere været en del af den tjekkiske politis flåde af civile specialkøretøjer.
Bilen har ifølge salgsannoncen ikke haft et hårdt liv og fremstår næsten som ny.
På trods af den massive vægtforøgelse er bilens drivlinje ikke blevet modificeret.
Motoren er den velkendte 2-liters turbobenziner med 280 hestekræfter og firehjulstræk.
UTAC oplyser, at bilen stadig matcher fabriksspecifikationerne. Det betyder, at den teoretisk set stadig kan trække en trailer på 2.200 kilo.
Den pansrede Skoda Superb er et perfekt eksempel på en “sleeper” – en bil, der er langt vildere, end den ser ud.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, findes der dog endnu mere ekstreme eksempler. En svensk Tobbe har brugt hele 10 år på at bygge en Volvo V70 med 1.300 hestekræfter, så den ligner en helt almindelig familiebil.



Credit: mobile.de
